Rug har været dyrket i Danmark siden år 0, og fra middelalderen var det vores vigtigste brødkorn. Gennem de sidste 50 år er dyrkningen gået støt tilbage, fordi vi spiser mindre rugbrød. Men der er flere grunde til at vende denne udvikling, for rugbrød har et højt indhold af protein, fibre og mineraler - og så passer det godt til det danske køkken med sin kraftige, syrlig-salte smag.

Svedjerug har sit navn fra svedjebrug. I Danmark gik man væk fra svedjebrug for 3000 år siden, men i Finlands store skovområder dyrkede de såkaldte ”rugfinner” på denne måde frem til 1930erne. Den rugsort, de dyrkede, var svedjerug.

Den samme rugtype er også blevet dyrket i Danmark som midsommerrug, der blev sået til Sankt Hans. Dermed kan man bekæmpe ukrudtet hele forsommeren, og i september kan man lade dyrene græsse den. Året efter sætter den aks og kerner. Stråene når to meters højde inden høst i august – et imponerende syn.

Brød af svedjerug har en særligt mild, dyb smag og et højt proteinindhold. Bageevnen er fin, særligt med traditionelle bagemetoder: surdej og lange hævetider.
Strået bliver brugt til tækning af museets stråtage.

Petkus er stamfar til de fleste moderne sorter. Den blev forædlet i 1880erne, og igennem hele 1900-tallet var det den mest dyrkede rugsort over hele Nordeuropa, som stadig er det sted i verden, hvor der dyrkes mest rug. Petkus er stadig i dyrkning.

Byggrød var i mange tusind år en fast bestanddel af danskernes menu. Byggen er også blevet brugt til bygmalt, som man har fremstillet øl og brændevin af.

Danskerne holdt stort set op med at spise byg for 50 - 100 år siden, men nu får den en renæssance i Ny Nordisk Mad. Byg har foruden andre næringsstoffer et stort indhold af betaglucaner, som er vigtige for vores ernæring, og måske kan den også bidrage med nye smagsnuancer til moderne mad. Derfor prøves den nu af for sine evner i brød, grød, som kogte korn – og i øl.

Imperial er en 2-raddet vårbyg, der har groet på danske marker siden 1893. Den har et godt, stift strå og var derfor særlig egnet til fugtig mosejord. Den blev blandt andet brugt til ølbrygning men gav et lavt udbytte i forhold til andre sorter. I 1930’erne forsvandt den helt fra markerne. En håndfuld kerner blev dog bevaret i NordGen, Nordens Genbank.

I 2007 blev imperial-byggen sammen med andre gamle kornsorter fra NordGen sået på Mørdrupgård for at undersøge deres kvaliteter til brød og øl. I Norden har vi et særligt klima med lyse somre og mørke vintre. Kulden og årstiderne giver særlige vilkår for modning, som sammen med jordbunden kan give øllet en unik karakter - terroir. Den genetiske variation kan yderligere give sorter med en speciel kant eller karakter. Her har Imperial i flere smagsforsøg vist sig at være velegnet, og der bliver derfor igen dyrket Imperial-byg i Danmark.

Bygsorter med en dansk historie, der er dyrket lokalt, giver øllet terroir og historie med hele vejen fra mark til flaske. Der bliver også brændt dansk whisky på Imperial-byg. På Gamle Sorters Dage på Frilandsmuseet har der været brygget øl på Imperial-byg.

Mere end en tredjedel af markerne i Danmark var havremarker i 1912. Havre var på den tid først og fremmest foder til heste, selvom noget også blev kogt til grød. Man brugte heste til markarbejdet, så der gik meget til.

På de gode jorder i Østdanmark dyrkede man gul/hvid havre, men særligt på de magreste jorder i Vestjylland gav den grå havre et bedre udbytte.

Lyngby hedehavre blev udvalgt fra landsorten grå havre i 1913 af statskonsulent Kristian Hansen på de jorder ved Lyngby Landboskole, hvor Frilandsmuseet i dag ligger. Dengang var det Statens forsøgsmarker.
 
Lyngby hedehavre er særligt god til at optage næring fra dårlig jord og blev hurtigt efter sin fremkomst næsten enerådende på hedejorden.

Lyngby hedehavre har ikke længere nogen betydning for dansk landbrug. Den har været opbevaret i NordGen, Nordens genbank, og er blevet opformeret af Per Grupe på Mørdrupgård i Nordsjælland. Den dyrkes i øjeblikket kun på museer. Med dyrkning på Frilandsmuseet er Lyngby hedehavre kommet tilbage til sit udgangspunkt for at fortælle om en tid, hvor havren var en vigtig afgrøde.

Lyngby hedehavre er også en fortælling om statskonsulent Kristian Hansen.
Han underviste på Lyngby Landboskole, hvis røde bygninger stadig ligger på Frilandsmuseets område. Han arbejdede med rådgivning og forædling, skrev en hel stribe bøger om landbrug og historie og blev leder af Danmarks første landbrugsmuseum, der i begyndelsen lå på Lyngby Landboskole.
Kristian Hansen kom fra et beskedent husmandshjem i Tarm. Som andre små drenge på heden kom han ud at tjene som vogterdreng i en alder af 7 år og gik kun i skole om vinteren. Men som 17-årig var han avanceret til hjælpelærer i skolen, og efter i nogle år at have været huslærer og plantørelev hos hedeopdyrkeren Enrico Dalgas, besluttede 32 af egnens mænd at yde ham et lån, der gav ham mulighed for at komme på Landbohøjskolen.
Kristian Hansen blev den betydeligste af sin generations planteavlskonsulenter. På billedet ses han med bowler på vej hjem efter audiens hos kongen i 1935. Han var da blevet udnævnt til kommandør af 1. grad.Sin opvækst på Vestjyllands hede glemte han ikke, og arbejdet med Lyngby hedehavre står i dag som en hilsen til de vestjyske bønder, der sikrede hans uddannelse og dermed åbnede vejen for en betydningsfuld mand i dansk landbrug.

Hallandshvede er en af de få oprindelige hvedetyper, der har fulgt klima og mennesker i Norden tilbage fra tidernes morgen.
Hallandshveden er tæt beslægtet med spelt, og den har mange af speltens gode egenskaber. Den er bare nemmere at bruge, fordi den ikke har fastsiddende skaller, der først skal fjernes. Ligesom spelt og ølandshvede har hallandshveden et højere proteinindhold og mere gluten end moderne hvedesorter. Hallandshvedens glutenstruktur er noget hårdere end ølandshvedens, hvilket giver den suveræne bageegenskaber. Den dyrkes allerede flere steder i Sverige, og den kan blive en af de nye populære sorter til brødkorn i Danmark.

Ølandshvede

Den gamle hvedesort er samlet ind på Øland og har et højere proteinindhold og mere gluten end moderne hvedesorter. Det giver den særlige egenskaber til brødbagning, og derfor er den allerede populær hos mange bagere. Brød af ølandshvede har en udtalt sødme og dybde i smagen, og det holder sig frisk længe.
Ølandshvede er en såkaldt landsort, det vil sige en primitiv korntype, hvor de enkelte planter er forskellige fra hinanden. Nogle planter vil klare sig bedre mod ukrudt, sygdomme og skadedyr, og dermed er det dem, der vil blive opformeret. Det gør landsorterne gode til at tilpasse sig nye steder og vilkår. Planterne i moderne sorter er helt ens.