Hedegård fra Kølvrå, Vestjylland
Gården fra Kølvrå er en typisk, jysk hedegård. Den lå tæt på Karup, og lå i vejen, da Flyvestaion Karup blev anlagt under besættelsen.
Frilandsmuseet havde allerede erhvervet gården i 1930erne, men da krigen kom skulle nedtagning og flytning pludseligt gå hurtigt. I 1943 blev gården åbnet på museet.
Erhvervet 1932. Åbnet 1943.
Gårdens historie
Gården blev bygget omkring 1850, og den har huset forskellige hårdføre og jæne hedebondefamilier.
Omkring midten af 1800-tallet var den et par generationer beboet af familien Lauth, rundet af det lille tyske mindretal på den jyske hede.
I midten af 1700-tallet kom en række tyske familier til Danmark, hvervet af kongemagten, som gerne ville have befolket og opdyrket den jyske, ufrugtbare hede.
De tyske bønder blev lokket af løfter om skattefrihed og egen jord. Virkeligheden midt i hedens ingenting var barsk og hård for de første generationer, som skulle bygge landbrug op af ingenting under særdeles vanskelige forhold.
En del familier overlevede, og til 1870 blev der prædiket på tysk i den lille kirke i landsbyen Frederiks midt på heden.
I løbet af 1800-tallet blev gården solgt videre nogle gange, og i slutningen af 1800-tallet var gårdens ejer tillige vandrelærer på egnen. Han gik nogle faste runder på egnen, og nåede ud til de fjerne kroge, som ikke havde skole.
Bygningen
Gården blev bygget omkring 1850, og er dermed en af de nyere på Frilandsmuseet.
På den jyske hede var gårde og huse ofte små og beskedne. Undtagelserne lå altid i nærheden af græsrige kær eller i områder med lommer af bedre jord.
De fleste gårde var ikke firlængede, sammenbyggede gårde, som ellers var almindelige i det mere frodige Østjylland eller på Fyn og Sjælland. For det meste bestod hedegårdene af to eller tre separate længer af vekslende størrelse, alt efter behov og økonomisk formåen.
Gården afspejler det træfattige område. Bindingsværket er spinkelt, og en del af det er lavet med naturgroede grene sat ind, hvor de passer.
Bindingsværkets tavl er udmurede med sten - endel af em brændte teglsten, en del af dem blot soltørrede lersten. De soltørrede sten kunne man selv lave, og de var meget billigere end brændte sten.
Soltørrede sten var ikke nær så holdbare, så de er sat på de steder i væggene, som er mindst udsat for slid af blæst og regn. Stuehusets forside er kalket rød, så den tog sig finere ud end resten af stuehusets vægge, som står ubehandlede. Udlængerne er kalket hvide.
Taget er efter hedens skik delvist tækket med lyng. Lyngen groede overalt, og var egnens mest rigelige ressource. Ved at tække med halvt lyng, halvt rughalm, sparede man på den dyre halm. Halmen var bedre brugt som dyrefoder i strenge vintre.
Gårdens have
Ved gården ligger en lille køkkenhave, omkranset af et græstørvsdige. Diget beskytter mod blæst og sandflugt.
Køkkenhaven rummer de mest nødvendige krydderurter, kål og kartofler