Pottemagerværksted fra Sorring

Værkstedet blev opført i 1844, og ejeren var en gårdmand fra Sorring.

De fleste værksteder lå sammen med større eller mindre landbrugsejendomme, og pottemagerne drev landbrug ved siden af værkstederne.

I 1870 var der omkring 70 pottemagere i Sorring.

Bygningen er delvist sat i bindingsværk ud til bygaden, og delvist i kampesten på bagsiden. Midt i bygningen ligger den store lerovn til brænding af lertøj.

Man har brug forhåndenværende og billige genbrugsmaterialer. Byggeriet var et praktisk værkstedsbyggeri, og der var ikke grund til at rutte med pengene.

Den eneste undtagelse er taget. På grund af brandfaren fra den træfyrede ovn har værkstedet fået tag af brændte tegltagsten - et ellers usædvanligt træk ved landbygninger i 1800-tallet.

Lertøjet blev brændt i ovnen af sten. Det blev fyret med brænde i ca. 28 timer inden en brænding. Pottemageren skulle efterfølgende ind i den varme ovn og stable tingene op i den rigtige orden og rækkefølge.

I værkstedet er der en lang æltebænk og to drejeskiver til opdrejning af fade, krukker og potter. Når tingene var formet færdige, blev de sat til tørring på en pottefjæl, et lang brædt under loftet.

Inden brændingen blev lertøjet overtrukket med et lag rødler eller hvidt pibeler til en rød eller lys grundfarve. Striber, bølger, vinger eller andre mønstre blev ridset ind i overtræksleret eller malet på med et hult kohorn, hvor farvestrålen løb ud gennem et lille hul i den ene ende.

Til sidst kom overglasur af kiselgur og blyaske på. I skorstenen lille ovn, blyovnen, blev blyet under brænding kalcineret til blyaske. Undervejs rørte man i blyblandingen med blyskovlen, som hænger i en lille kæde i skorstenen.

Ca. 1880 gik man over til flydende glasur af mønje, fint malet sand og melklister. I værkstedet står både en sandkværn og en mønjekværn.