Udfører en søgningSøg
Billedet viser den danske nazist Henning Brøndum, der var med i den berygtede Petergruppe

Henning spredte skræk og rædsel

Den danske nazist Henning Brøndum var en del af den berygtede Petergruppe. Han er én af de fem hovedpersoner, du kan møde på Frihedsmuseet.

Det var som om, solen varmede bedre, og jorden duftede bedre, når Henning Brøndum havde været med i et angreb mod russerne.

Han blev fyldt af en intens følelse af velvære og glæde over at være til, som han ikke siden oplevede andre steder end i Rusland.

Den danske nazist Henning Brøndum meldte sig i foråret 1941 til tyske Waffen SS og rejste siden til Østfronten for at kæmpe mod russerne.

Allerede inden Danmark blev besat af Hitlers Tyskland 9. april 1940, var Henning Brøndum fascineret af den nationalsocialistiske ideologi. Han skammede sig som en hund, da Danmark ikke i højere grad forsvarede deres landområder mod den tyske besættelsesmagt. Det bekræftede ham i, at danskerne ikke var klar til at forstå den nationalsocialistiske ide.

”Jeg havde hele tiden ment, at den nationalsocialistiske tanke skulle sejre i folket førend i staten. Begivenhederne omkring 9. april viste mig, at den danske befolkning ikke var moden til at forstå ideen. I stedet for at være med til at påvirke nationen indefra ville jeg nu være med udefra,” skrev han om sin motivation for at være aktiv nazist.

Fra Østfronten til clearingdrab i Danmark

Efter Henning Brøndum kom tilbage fra Østfronten, blev han en del af den berygtede Petergruppe, der blandt andet slog uskyldige danskere ihjel – de såkaldte clearingdrab. Og sprængte bygninger og infrastruktur i luften. Alt sammen med det formål at skabe skræk og rædsel i befolkningen.

Petergruppen endte med at have 145 menneskeliv på samvittigheden.

Men hvad fik en ung mand som Henning til at melde sig på tyskernes side og tage livet af sine landsmænd? Og hvad skete der efterfølgende med Henning. På Frihedsmuseet kan du dykke ned i Henning Brøndums historie og i det skæbnesvangre valg, han traf.