Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud
Tag med på Frihedsmuseets helt nye byvandring gennem besættelsens København

Tidsrejse til besættelsens København

Kom med på byvandring med Frihedsmuseet

Uden for Frihedsmuseets mure er spor efter besættelsestiden stadigvæk synlige overalt – du skal bare kigge godt nok efter.

Flådens sænkning under samarbejdspolitikkens kollaps, tyskernes ildkamp med danske betjente på Amalienborg, jødernes flugt til Sverige, modstandsbevægelsens sabotage og tyskernes modterror – alle disse historier er i byrummet inden for gåafstand af Frihedsmuseets hoveddør.

Kom med vores erfarne omvisere på en tidsrejse rundt i besættelsestidens København og hør, se og mærk de dramatiske historier, der udspillede sig i løbet af de fem skæbneår, hvor Danmark var besat

I området omkring Amalienborg vidner bygninger, buster og sågar skudhuller om den hæsblæsende tid, besættelsen var i København.
På storslåede pladser, i mørke baggårde og skjult i de travle gader vil vi vække historierne om rytterkongen, deporterede jøder, den illegale presse, sabotageaktioner og den brutale tyske besættelsesmagt til live.

Vi vil gå i fodsporene på 1940’ernes københavnere, der levede under forhold, vi i dag stadig har svært ved at begribe, høre hvordan begivenheder i deres virkelighed stadig ses i nutidens byrum og forstå historien bag områdets vigtigste mindesmærker.

Så snør skoene, læg bogen og kom med ud på en byvandring i Københavns levende besættelseshistorie.

  • Mødested: Frihedsmuseet. Byvandringen slutter samme sted.
  • Varighed: 1 ½ - 2 timer
  • Længde: Cirka 3,5 km
  • Antal: Max 20 personer samt omviseren
  • Pris: 1.900 DKK - OBS: Entre til museet er ikke inkluderet i prisen, men skal købes særskilt

Det praktiske:
Turen er ikke egnet for gang besværrede og kørestolsbrugere.

Booking: Send en mail til frihedsmuseet@natmus.dk eller ring på 41 20 60 80 for at booke en privat rundvisning - vær OBS på, at private rundvisninger skal bookes senest 7 dage i forvejen.