Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud
Modstandskampen på farten

Modstandskampen på farten

I løbet af efteråret vil historieinteresserede flere steder landet over kunne gå på opdagelse i den rullende formidlingsvogn om modstandskampen under 2. Verdenskrig, som erhvervsskoleelever har bygget i samarbejde med Frihedsmuseet og Frøslevlejrens Museum.

Hvordan skjulte modstandsfolkene hemmelige dokumenter og mikrofilm? Hvordan føles det egentlig at være på flugt for Gestapo? Og hvad ville du selv have gjort, hvis du blev bedt om at skjule modstandsfolk?

Det og meget mere kan du blive klogere på, hvis du besøger den rullende formidlingsvogn ’Rejsen mod frihed’, som i løbet af efteråret vil komme ud til museer, biblioteker og kulturinstitutioner rundt om i landet.

Inden i vognen er der nemlig rig mulighed for at gå på opdagelse i forskellige historier om modstandskampen under 2. Verdenskrig.

I år er det 80 år siden, Danmark atter blev frit efter fem års besættelse af Hitlers Tyskland.

For at markere befrielsen har Frihedsmuseet og Frøslevlejrens Museum bygget den rullende formidlingsvogn i samarbejde med erhvervsskoleelever fra fem erhvervsskoler landet over

Her kan historietørstige danskere blandt andet læse ti unge modstandsfolks dramatiske historier, se nogle af de skjulesteder, modstandsfolkene brugte til at gemme hemmelige dokumenter for nazisterne og høre en lydfortælling fra modstandsmanden Ove Høgeh-Guldberg om, hvordan han gemte sig for Gestapo.

Bygget af erhvervsskoleelever

Formidlingsvognen er bygget i samarbejde med erhvervsskoleelever fra Håndværkskollegiet Horsens/Learnmark, Aarhus TECH, EUC Syd Aabenraa, NEXT København og TECH KBH

For mange af de unge, der gik til modstand under besættelsen, havde nemlig også erhvervsfaglige uddannelser. Og brugte den viden, de fik her, til at udvikle innovative ideer i kampen mod Hitler. De udviklede fx kreative, hemmelige skjulesteder til vigtige, illegale beskeder og kodesystemer.

Et af formålene med at bygge vognen er at bygge bro mellem nutidens og besættelsestidens unge – og give de unge i dag en forståelse af, at det nytter noget at gøre en forskel. Selvom det kan se sort ud.

Vi lever atter i en tid med stigende usikkerhed om alt fra klimakrise til sikkerhedspolitik – og her kan vi bruge fortiden til at finde inspiration i, hvordan unge tidligere kom igennem en truende og usikker tid.

Her kan du finde vognen

Det er pt muligt at besøge den rullende formidlingsvogn i Frøslevlejrens Museum i Sønderjylland. Museet er åbent mandag - søndag fra 10-16 (fra 1. september fra tirsdag – søndag 10-16).

Vi vil snarest her på siden offentliggøre en oversigt over, hvor i landet den rullende formidlingsvogn kommer ud.

Projektet er støttet af Spar Nord Fonden og Frihedsmuseets Venner’s Fond og byggekonceptet er udviklet af Tiny Office.