
Hvad kan du opleve på Frihedsmuseet?
Du kan gå med under jorden i det besatte Danmark og komme helt tæt på den danske modstandskamp.
I besættelsestidens skyggefulde gader møder du fem historiske personer, som på hver deres måde, har valgt side i den barske modstandskamp under 2. verdenskrig. Du bliver inviteret inden for i deres svære valg og dilemmaer.
Og du kan selv prøve at trykke illegale blade, aflytte telefonsamtaler og knække tyskernes koder.
Frihedsmuseet handler om de mennesker, der valgte at gå til modstand.
Det er muligt at købe en guidebog, der går endnu dybere ned i historien om modstandskampen og besættelsestiden under 2. Verdenskrig.
Du kan både besøge museet på egen hånd eller booke en privat gruppeomvisning til firmaarrangementet, familiefødselsdagen eller booke et undervisningsforløb med klassen. Læs mere
Frihedsmuseet er museet for Danmarks modstandskamp og ligger i Churchillparken på Kastellet i København.
Husk at få udleveret audioguiden
Med billetten følger en audioguide, som vækker fortidens stemmer til live og guider dig gennem udstillingen. Audioguiden kan vælges på dansk og engelsk.
En stor del af udstillingen på Frihedsmuseet betjenes af publikum selv via den nemme og overskuelige audioguide. Husk derfor at få den udleveret, når du køber billetten. Uden audioguiden er det svært at opleve museet, da du vil gå glip af en stor del af udstillingen.
Tag med på en rundvisning
Hver torsdag kl. 17 kan du tage med på en rundvisning med vores dygtige rundvisere og dykke ned i besættelsestidens Danmark og den danske modstandskamp.
Dyk ned i sabotageaktioner og nedkastninger i dit område
Blev der begået sabotage mod virksomheder i din by? Eller kastet våben og agenter ned?
På Frihedsmuseet kan du på et stort, digitalt Danmarkskort dykke ned i, hvor de vigtigste industrisabotageaktioner mod danske virksomheder fandt sted. Og du kan også se, hvor samtlige nedkastninger af våben og allierede agenter foregik.
Det er muligt at zoome helt ind på vejnavne for sabotageaktionerne og at se koordinaterne for nedkastningerne.
Og du har faktisk også mulighed for at dykke ned i kortet hjemmefra, hvis du er nysgerrig på, om der fandt en aktion eller nedkastning sted i nærheden af, hvor du bor. Du kan finde kortet her: Sabotage og nedkastningskort
Mød disse seks historiske personer
Musse Hartig, Jørgen Kieler, Thorkild Lund-Jensen, Karl Christensen, Abraham Steinbock og Henning Brøndum levede alle under besættelsen. Hver især traf de et valg, der kom til at ændre deres liv for altid.
Mød Thorkild
Den unge ingeniørstuderende Thorkild Lund-Jensen bliver modstandsmand og må gå under jorden.
Mød Jørgen
Modstandsmanden Jørgen Kieler ender med at gå til væbnet modstand - det får store konsekvenser.