Den danske arkæolog Gudmund Hatt
I 1922 rejste arkæologen Gudmund Hatt sammen med sin hustru Emilie Demant Hatt og hollænderen Josselin de Jong på ekspedition til det tidligere Dansk Vestindien og den Dominikanske Republik. Formålet med ekspeditionen var at blive klogere på Caribiens oprindelige befolkning, dvs. de indianske samfund, der beboede øerne før europæernes kolonisering. I de 9 måneder ekspeditionen stod på, udgravede de ikke færre end 30 forskellige lokaliteter - herunder den indianske boplads ved Salt River Bay på St. Croix. Det var det sted, Columbus besøgte på sin 2. rejse i 1493. Arkæologerne kalder disse indianske fund for præcolumbianske, fordi de stammer fra tiden ’præ’, altså før Columbus’ ankomst.
30 udgravninger
Det høje antal udgravninger var kun muligt, fordi ægteparret Hatt fik hjælp af lokale folk til at udpege de gode steder at grave. På St. Croix var det navnlig plantageejer og amatørarkæolog Gustav Nordby, der fortalte dem om de mange fund, der var at gøre i de uberørte bopladsaflejringer. På St. John var det præsten Pastor Penn, der viste Gudmund Hatt vej til øens arkæologiske pladser.
Arbejdsmetoder
Europæiske og amerikanske arkæologer arbejder meget forskelligt. I amerikansk arkæologi er der tradition for at grave mindre test-huller, hvor man studerer de forskellige lag vertikalt. I europæisk arkæologi fjerner man derimod jorden lag for lag på et større felt for på den måde kan få et bedre horisontalt overblik. Gudmund Hatt var overbevist om, at den europæiske metode var langt bedre egnet. Ekspeditionen blev - efter tidens standarder, meget grundigt dokumenteret. Gudmund Hatt brugte meget tid på at beskrive, tegne og fotografere sine udgravninger. Derfor er det stadig hans arbejde, arkæologer kigger på, når de skal beskrive Caribiens forhistorie.
Mere end 20.000 genstande
På de første udgravninger samlede Gudmund Hatt stort set alle de genstande, han fandt. Men med tiden blev fundmængden så stor, at det blev dyrt at få fragtet til Danmark. Derfor gik han over til kun at beholde de særligt spændende dele. Han brækkede f.eks. ofte hanke og udsmykning af krukkerne og smed resten væk. Det betyder, at der findes hundredevis af afbrækkede hanke i Gudmund Hatts samling, men desværre kun få intakte skåle og krukker på de vestindiske øer. Er det en respektfuld måde at behandle andre menneskers kulturarv? Det vil vi ikke mene i dag, men på Gudmund Hatts tid var det ikke usædvanligt.
De mange udgravninger betød, Gudmund Hatt ved ekspeditionens afslutning hjemsendte ca. 22m3 arkæologisk materiale til Nationalmuseet - svarende til ca. 4600 genstandsnumre eller over 20.000 genstande. Samlingen spænder over alt fra økser til skåle, figurer og store sten med helleristninger, men også menneskeligt skeletmateriale.
I næsten 100 år har denne imponerende samling ligget hengemt på Nationalmuseets magasin uden at blive grundigt udforsket eller udstillet. I 2015 gennemførte museet imidlertid en gennemgribende digitalisering, fotografering og nyfortolkning af hele den arkæologiske samling fra Vestindien. Den digitale tilgængeliggørelse sker i anledningen af 100-året for salget af Dansk Vestindien til USA i 1917. Man kan i dag søge i samlingen her.