Alter til De Dødes Dag
Til De Dødes Dag opstilles der altre i hjemmet og på kirkegårdens grave.
Ifølge traditionen skal et alter bestå af 7 trin. De repræsenterer de 7 niveauer, som en død persons sjæl skal igennem for at finde hvile. Hjemmealtre har dog gerne kun 2 trin.
Hver enkelt trin har en særlig betydning og pyntes med forskellige ting:
1. trin: Billede af den helgen eller jomfru, som afdøde og familien hengiver sig til.
2. trin: Tegning af et vindue, så den afdødes sjæl kan komme til de levendes verden.
3. trin: Salt til børnene i skærsilden, og for at legemet ikke ledes i fordærv.
4. trin: De Dødes Brød – ’Pan de muerto’ dekoreret med sukker.
5. trin: Afdødes foretrukne mad, frugt og drikkevarer.
6. trin: Billede af den afdøde, alteret er opstillet for.
7. trin: Kors og rosenkrans.
Udover det skal et alter indeholde symboler fra de fire elementer: jord, luft, vand og ild.
Jorden, lerskåle med majs, frugt og squash for at ære jorden og de dødes sjæle tilbydes græskarfrø og amarantfrø som snack. I præcolumbiansk tid brugte aztekerne amarantfrø i stedet for sukker til at lave kranier, der kunne spises.
Luften fremkaldes ved brugen af ’papel picado’ (silkepapirsklip), der flagrer frit i brisen. Også aztekerne brugte papir til at repræsentere vinden. De lavede papir af træernes bark, ’amate’ og tegnede deres guder på det.
Vandet giver liv og energi til vejen. Vandet anbringes i en åben, gennemsigtig beholder, så sjælene kan stille deres tørst efter en lang rejse. Mayaerne mente, at de hellige, underjordiske grotter, ’cenotes’ var indgang til underverden. Derfor er der på mange altre anbragt små beholdere med vand i, som skal symbolisere grotter.
Ilden repræsenteres af de altid tændte lys, som viser sjælene vej. Ligeledes symboliserer de sjælens opstigen.