Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Kirker og bisper

Kirker og bisper
Hvalseyfjordens kirke i Østerbygden. Kirken er opført o. 1300. Foto: J. Arneborg 2004.

De første islandske kolonister bragte kristendomme med sig til Grønland, og de ældste kirker blev opført tæt op ad gårdenes bolighuse. Kirkerne var små og omgivet af cirkulære kirkegårdsdiger. Kirkebygningerne lignede de andre bygninger, der hørte til gården, og kun den omgivende kirkegård afslørende bygningens funktion. Senere byggede man kirker, som man gjorde det i Skandinavien. 

De grønlandske norrøne kirker blev bygget af bønderne selv, som også ejede kirkerne. I begyndelsen af 1100-årene udnævnte den norske konge en nordmand til grønlændernes bisp, men formentlig var det først i begyndelsen af 1200-årene, at bisperne, som de norske konger udnævnte i Norge, rent faktisk blev modtaget i deres fjerne bispedømme. Bisperne boede på den største gård, Gardar, i Østerbygden. Selvom der blev udnævnt bisper til det grønlandske bispedømme helt frem til Reformationen i 1536, residerede ingen bisper på Gardar efter 1378, da bisp Alf døde.

Kontakter til Grønlands andre befolkningsgrupper

Sydvestgrønland var folketomt på tidspunktet for de islandske kolonisters ankomst. I Nordgrønland levede Dorset kulturens folk, og det kan være Dorset folk, der beskrives i en norsk beretning (Historia Norwegie) fra midten af 1100-årene. I beretningen fortælles, at nordboere stødte på dværge eller skrællinger, som nordboerne også kaldte de fremmede, nord for bygderne. Skrællingerne kendte ikke til jern, men brugte pilespidser af hvalrostand og knive af sten. 

Inuit, forfædrene til nutiden grønlændere, antages indvandret til Grønland fra Arktisk Canada i 1200-årene, og formentlig stødte nordboerne også på dette folk på fangstrejserne nordpå.

Inuit bevægede sig hurtigt sydpå langs Grønlands vestkyst og nåede snart nordbobygderne i Vest- og Sydvestgrønland, men om Inuit og nordboerne boede samtidig i bygdeområderne er endnu et uafklaret spørgsmål.

Hvordan forholdet var mellem nordboerne og de fremmede nordpå er uvist, men vi må formode, at der både var fjendtligheder og fredelig udveksling af varer. Mest oplagte handelsvarer var Dorsets og Inuits arktiske varer i bytte for nordboernes jern.