Det Osmanniske Rige
I 1200-tallet domineredes Anatolien af de tyrkiske seldjukker, som nogle århundreder tidligere var indvandret fra Centralasien. Deres autoritet svækkedes imidlertid af mongolske stammers fremtrængen fra øst.
Den dermed opståede ustabile situation betød nye muligheder for grupper af uafhængige tyrkiske stammer i Det seldjukiske Rige. En del af dem slog sig ned i den vestligste del af Anatolien, hvor de som islams frontkæmpere (ghazier) befandt sig i permanent hellig krig mod det tilgrænsende kristne, byzantinske rige.
En af de grupper, som befandt sig i Anatoliens nordvestligste del, anførtes i slutningen af 1200-tallet af en fyrste ved navn Osman. Efter at han i 1301 havde besejret en byzantinsk hær, sluttede ghazier fra hele Anatolien sig til ham og kaldte sig i overensstemmelse med traditionen, osmanli (osmannerne).
Hermed indledtes en historisk udvikling, som skaffede osmannerne magten over andre tyrkiske fyrster, og som i løbet af de følgende tre århundreder skulle gøre osmannernes besiddelser til et verdensrige, den islamiske verdens mægtigste. Osmans efterkommere skabte et enevældigt dynasti, hvis sultaner regerede fra Istanbul - det byzantinske Konstantinopel - som blev erobret i 1453.
Det magtfulde rige i 1500- og 1600-tallet
Det Osmanniske Rige nåede sit højdepunkt under Suleiman I (1520-66) og omfattede da store dele af Sydøsteuropa, Mellemøsten, Nordafrika og den Arabiske Halvø. Tyrkiske hære trængte dybt ind i Europa og nåede i 1529 og 1683 helt frem til Wien, som de belejrede.
Baggrunden for denne udvikling var både militær styrke og sans for udnyttelse af de europæiske og mellemøstlige staters interne konflikter og svagheder. Formålet med den tyrkiske krigsførelse var ikke at udslette modstanderne, heller ikke nødvendigvis at omvende dem til islam, men at gøre dem til tyrkiske vasaller og undersåtter med pligt til at bidrage økonomisk til opretholdelsen af sultanens hof og hans stadig voksende statsapparatet.
Sideløbende med de voldsomme territoriale udvidelser organiseredes imperiet med ældre mellemøstlige riger som forbillede. Riget byggede i princippet på balance mellem sultanen, militæret og folket. Al magt udgik fra sultanen. Hans autoritet sikredes af militæret, som beklædte ledende stillinger i rigets administrative enheder. Sultanens og militærets økonomiske behov dækkedes ved inddrivelse af skatter og afgifter fra undersåtterne, som sultanen til gengæld sikrede retfærdighed med udgangspunkt i islam.
Janitsharer og embedsmænd – kristne og slaver
Den stadige frygt for oprør, sammensværgelser og attentater vidner dog om, at ikke alt levede op til idealet. Som en sikkerhedsforanstaltning rekrutterede sultanen i vidt omfang sine højeste embedsmænd og medlemmerne af det militære elitekorps, janitsharerne, blandt børn af overvundne kristne vasaller og slaver. De blev efter en omhyggelig udvælgelsesproces tvangsudskrevet til tjeneste ved hoffet, hvor de gennemgik en omfattende administrativ uddannelse og skoling i islam. Ligesom de talrige kvinder i sultanens harem, som ligeledes var slaver og krigsfanger, skyldte de sultanen alt, og han forventede til gengæld betingelsesløs troskab af dem.
De rigdomme, som fra hele riget strømmede til Istanbul dannede baggrunden for den ufattelige luksus ved hoffet. En talrig og stadig voksende stab sørgede for hoffets fornødenheder. Våben, dragter, og brugsgenstande blev overdådigt forarbejdet af ædle materialer og smykket med ædelstene. Kunst og kunsthåndværk blomstrede.
Riget svækkes
Fra slutningen af 1600-tallet skete der imidlertid et omslag. Intriger og navnlig strid om arvefølgespørgsmål udviklede sig til ødelæggende konflikter ved hoffet. Udadtil havde europæiske stormagter voksende held i kampen mod tyrkerne. Manglende forståelse ved hoffet i Istanbul for de udfordringer, som udviklingen i Europa stillede Det Osmanniske Rige overfor, svækkede yderligere det tyrkiske militær. Det blev vanskeligere at opretholde forbindelsen til rigets fjernere provinser, og korruptionen voksede. Nedgangen fortsatte, trods flere genrejsningsforsøg, til rigets endelige fald efter Første Verdenskrig.
Europæisk fascination
I Europa var holdningen til det tyrkiske storrige præget af en blanding af frygt og beundring. Tyrkernes felttog og rygterne om deres grusomhed skabte forståelig rædsel, men sultanen betjente sig også af en livlig diplomatisk aktivitet, og beretningerne om sultan-hoffets ufattelige pragt og dets eksotiske institutioner, fx haremmet, fascinerede europæerne og blev en kilde til inspiration for både førende kunstnere og for mere folkelige myter. Situationen afspejlede sig i europæiske fyrsters kunstkamre, hvor tyrkisk krigsbytte udstilledes side om side med pragtfulde gaver fra sultanen.
Fyrstegaver og krigsbytte fra Det kongelige Kunstkammer er udstillet i Jordens Folk på Nationalmuseet.