Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Kejserens Kina

Stor kinesisk porcelænskrukke fra Kunstkammeret udstillet foran en foldeskærm af koromandellak. Ses i Etnografisk Samling
Stor kinesisk porcelænskrukke fra Kunstkammeret udstillet foran en foldeskærm af koromandellak. Ses i Etnografisk Samling

I over to tusinde år blev Kina regeret af enevældige kejsere under en lang række skiftende dynastier. Da manchuerne i 1644 nordfra erobrede landet og grundlagde det sidste kejserdynasti, Qing-dynastiet (1644-1911), havde rigets administration og de kejserlige institutioner for længst nået en fast udformning. Med ganske få ændringer overtog manchuerne den hidtidige administration og tilegnede sig hurtigt den kinesiske kultur. Kina nåede i Qing-tiden den største geografiske udstrækning nogensinde, noget større end Europas. Befolkningen blev fordoblet i løbet af perioden og anslås i 1850 at være nået op på 430 mio. mennesker.

80 % af befolkningen var bønder, og rigets velstand var først og fremmest afhængig af deres arbejde med jorden. Bønderne bar hovedparten af skattebyrden og måtte desuden levere tvungen arbejdskraft til offentlige arbejder. Derudover fik staten især sin indkomst fra saltskatten og afgifter på indenrigshandelen. Størstedelen af skatterne gik til opretholdelse af den kejserlige hær og administration.

Rigets forvaltning var baseret på et centraliseret styre med en opdeling af landet i provinser og distrikter under ledelse af kejserlige embedsmænd. Disse sørgede for opkrævning af skatter, bygning af veje, kanaler og dæmninger, bekæmpelse af oversvømmelser og epidemier m.v. Under distriktsniveau var befolkningen organiseret i grupper af familier, som var gensidigt ansvarlige for lokal orden, indsamling af skatter og levering af arbejdskraft til de offentlige arbejder.

Kinesisk kultur havde på mange måder nået et absolut højdepunkt allerede i Song-tiden (960-1279). Det økonomiske tyngdepunkt var da flyttet fra nordvest til de frodige egne omkring Yangtze-flodens nedre løb. Byerne tog til i antal og størrelse, og handelen blomstrede. Mange købmænd optjente formuer, men i modsætning til Europa fik dette aldrig følger for landets styre. Staten regulerede selv den økonomiske udvikling og hentede en stor del af sine indtægter fra monopoler og afgifter på handelen. Købmændene blev aldrig så mægtige, at de kunne true embedsmændenes magt.

I udstillingen Jordens Folk på Nationalmuseet kan du se porcelæn og andre hjembringelser fra Sydkina, som indgik i Det kongelige Kunstkammer mellem 1665 og 1775 og der er udstillet malerier og figurer af daoistiske guddomme. Desuden ses en række genstande, der illustrerer sider af kejsertidens samfund, fra store paladsscenerier og embedsmændenes rangmærker til dagliglivet i en kinesisk by beskrevet på en lang billedrulle. Der er også udstillet forskellige eksempler på kunsthåndværk dekoreret med drager, som er et af de mest populære symboler i kinesisk kunst og har været kendt som motiv i Kina i mere end fem tusinde år. Hovedparten af de udstillede genstande er fremstillet i Qing-tiden, men deres udformning og dekoration bygger på kunstneriske og håndværksmæssige traditioner, der var udviklet i Kina længe inden manchuerne kom til magten.

Konfuzianisme – Daoisme – Buddhisme

Samfundets styre hvilede på en lære grundlagt af filosoffen Kongfuzi (551-479 f.Kr.). Den lagde vægt på menneskets samfundspligter, ansvaret over for familien, og et velordnet samfund opdelt i fire klasser: Embedsmænd, bønder, håndværkere og handlende. Embedsmændene udgjorde samfundets overklasse. Deres mange privilegier og ensartede uddannelse betød, at de som samfundsgruppe dannede en elite med ensartet levevis, sprog og litterær og kunstnerisk smag. Familien blev betragtet som samfundets grundlæggende enhed, og dens mange forgreninger var knyttet sammen gennem dyrkelsen af de fælles forfædre.

Daoismen og buddhismen eksisterede side om side med kongfuzianismen, men i den enkelte kinesers tro blev flere forskellige religiøse elementer ofte blandet sammen. Daoismen var oprindelig en filosofisk retning, der lagde vægt på, at mennesket var i harmoni med naturen og verdens-altet. Omkring år 250 f.Kr. begyndte daoismen at absorbere magisk-religiøse forestillinger og ritualer, og for religionens tilhængere blev det endelige mål at opnå udødelighed. Under indflydelse fra buddhismen, se rum 164-165, som blev indført fra Indien omkring Kristi fødsel, blev der opført templer og klostre, og der skabtes et univers af daoistiske guder.

Handelen på Kina

I 1600- og 1700-tallet blev den økonomiske udvikling i sydøst yderligere stimuleret af den stadige strøm af sølv, som nåede til Kina om bord på de europæiske handelsskibe, og som blev brugt som betaling for de store mængder af især te, porcelæn og silke, som europæerne var begyndt at opkøbe i Kina. Frem til midten af 1800-tallet foregik al handel med fremmede helt på kinesernes betingelser, og handelen var næsten udelukkende begrænset til byen Kanton (Guangzhou) i Sydkina. De første danske skibe nåede til Kanton fra handelsstationen Tranquebar i Indien i slutningen 1600-tallet, men først efter at fregatten 'Kronprins Christian' havde gennemført sin vellykkede færd til Kanton 1730-32, og Asiatisk Kompagni var blevet oprettet i 1732, blev der regelmæssigt udsendt handelsskibe fra København til Kina.