Vækkeuret ringer allerede kl. 6 søndag morgen. Jeg mødes med Esther, Ingrid og Nanna (skoleelev, der besøger Tranquebar Initiativet) ved den gamle danske byport kl. 7, da vi er inviteret med til et hindu-bryllup i byen. Og vi har ydermere fået lov til følge forberedelserne i brudens hjem inden ceremonien.

Da vi ankommer til huset, bliver vi straks bedt om at sætte os på en træseng på terrassen. Vi tilbydes granatæbler, æbler og kaffe, der var tilberedt af bruden selv. Da kvinderne i huset begynder at gøre bruden klar til brylluppet, skynder vi os indenfor, men bliver bedt om at sætte os på et tæppe på gulvet i værelset ved siden af, da bruden ikke ønsker, at vi ser hende, før hun er omklædt.

Bruden har dog tidligere fortalt Esther, at hun ikke frygter at blive gift. I stedet er årsagen til hendes gråd, at den unge brud nu skal forlade sit barndomshjem og træde ind i et ægteskab. Det er ikke altid tilfældet, at bruden og gommen har set hinanden før de bliver gift, men dette par har været naboer hele livet, og kender således godt hinanden. Efter ceremonien bliver bruden kørt i taxi hen til stedet, hvor brylluppet skal stå. 

Da vi senere også ankommer til stedet på vore cykler, benytter vi lejligheden til at observere og filme forberedelserne i køkkenet og de mange dekorationer, og så bliver vi inviteret ind til morgenmad sammen med de andre gæster. Efterfølgende må vi skynde os op i festsalen, hvor brylluppet snart skal til at begynde.

Ceremonien starter med forlovelsen. Her er parret ikke selv med. I stedet er gommens far og brudens morbror de to parter, der skal komme til en symbolsk enighed og således stadfæste og offentliggøre forlovelsen. Foran dem sidder fiskernes kasteråd og en Brahminpræst (Brahmin er navnet på den højeste kaste af intellektuelle og præster, bindeledet mellem dødelige mennesker og hinduistiske guder). Derefter bliver skiftevis bruden og gommen anvist en plads på scenen, og gennemgår begge en række ritualer. Scenen er fyldt med genstande, hver især udtryk for symboler og betydninger. Disse genstande og ritualerne står blandt andet for frugtbarhed og lykke i ægteskabet samt velsignelse og gensidig accept fra parrets familier. Når et ægteskab indgås drejer det sig nemlig meget om, at de to familier danner nære relationer.

Til slut i ceremonien bliver parret placeret på en plastikbetrukket sofa midt på scenen, og gommen binder en thali om brudens hals for at symbolisere, at hun nu tilhører ham. Derefter er det tid til, at alle gæsterne kommer op på scenen for at give enten bruden eller gommen gaver. Der er nærmest konkurrence om hvem, der får flest gaver og mest guld. Hver familie har endog udvalgt et familiemedlem eller nær ven til at holde regnskab med, hvor meget guld hver part modtager. Det vil naturligvis alt sammen gå til de samme personer til sidst, men det giver bl.a. bruden anseelse og respekt, hvis hun kan tage meget guld med ind i ægteskabet.

Under hele ceremonien er der et rend af mennesker. Der sker utrolig meget hele tiden, og det hele foreviges af en kameramand med et stort videokamera, hvorpå der er placeret en meget stor projektør.

Ingrid og jeg har planer om, at vende tilbage til brudens familie om nogle dage for at høre mere om ritualerne, vi netop har overværet. Ydermere har brudens lillebror fortalt os om en isolationsperiode på 5 dage, som brudeparret skal igennem, og andre ritualer, der ligeledes skulle være forbundet dertil.

Tekst: Studenterpraktikant Celia Ekelund Simonsen, 2007