Salget af de danske besiddelser til England i 1845
Efter mere end 200 år i dansk besiddelse blev Tranquebar i 1845 solgt til Britisk Ostindisk Kompagni. Salget var imidlertid kulminationen af bevægelser, der var sat i gang lang tid forinden.
Salget
I 1845 blev de danske besiddelser i Indien, herunder Tranquebar, solgt til England. Traktaten blev underskrevet den 22. februar af den sidste danske guvernør i Tranquebar Peter Hansen og af Sir Henry Hardinge, generalguvernør i Indien. Tranquebar blev solgt til det Britiske Ostindiske Kompagni for 1.125.000 rigsdaler.
Efter aftalen bibeholdt danskerne retten til handel i indiske havne, og de danske missionærer blev garanteret at kunne fortsætte deres virke som hidtil. Langt de fleste bygninger blev ligeledes overdraget til englænderne, mens kirkerne som eksempelvis Zions kirken og Ny Jerusalem kirken fik lov at forblive på de respektive menigheders hænder.
Galathea-ekspeditionen
Korvetten Galathea var i 1845 sejlet ud fra Danmark med det formål at tage på en verdensomspændende, videnskabelig ekspedition, og i forbindelse med salget af kolonien lagde Galathea-ekspeditionen til ved Tranquebar, hvor kaptajnen for Galathea, Steen Bille, repræsenterede den danske stat ved overdragelsen. Den 7. november 1845 overgik Tranquebar formelt til englænderne.
Grunde til salget
Forud for salget var gået næsten et halvt århundrede med økonomisk nedtur for Danmark.
Efter Englandskrigene i 1801 og 1807, hvor Danmark mistede størstedelen af den dansk-norske flåde, den danske statsbankerot i 1813 og salget af Norge 1814, var Danmarks dage i Tranquebar talte.
Der var endnu en årsag til, at det fra dansk side ikke længere var rentabelt at tage ud til Indien for at hente varer hjem til det danske og europæiske marked.
Englænderne havde kort og godt udkonkurreret danskerne, både ude i selve Indien, hvor det reelt var englænderne, der bestemte, om danskerne kunne gøre handel i indiske havne eller ej, og hjemme i Europa med den begyndende industrialisering. Den klædehandel, man havde satset på fra dansk side mellem Indien og Danmark, var ikke længere konkurrencedygtig.
Den optur, danske handelsmænd havde oplevet med den florissante handel i den sidste fjerdedel af 1700-tallet, var derfor i sidste ende en udskydelse af det uundgåelige.
Tekst: Studenterpraktikant Sandra Østervang, 2008