De første folk i Arktis
De første folk i Arktis*) udviklede igennem årtusinder højt specialiserede teknologier og livsstile tilpasset de arktiske områder fra Sibiriens nordøstlige hjørne ved Beringstrædet, over Alaska og Canada til Grønland. Havet og den skovløse tundra forsynede ind til for få århundreder siden folk med alt til livets opretholdelse.
I yderområderne mod syd, langs Alaskas stillehavskyst og på Canadas atlanterhavskyst omkring Newfoundland, bredte de arktiske folk sig i nogle perioder til breddegrader, sydligere end Danmark. Mod nord tilpassede de sig kyster, hvor sne og is dækkede jagtmarkerne i op til ti af årets måneder, og hvor mørket sænkede sig om vinteren.
Fælles for de enorme arktiske egne er, at den største biologiske rigdom findes i havet og er koncentreret på ganske få arter. Størrelsen på dyrebestandene svinger ofte voldsomt over korte tidsrum, og i takt hermed ændres også dyrenes adfærd. Allerede i tiderne før europæernes ankomst til de arktiske egne havde de arktiske folk udviklet fleksible og raffinerede fangststrategier og -metoder, som ikke alene kunne overkomme de store ændringer i dyrebestandene og sikre mad i munden, men også forsyne samfundet med de nødvendige råmaterialer til fangstredskaberne, til de velsyede skinddragter, der skulle til for at beskytte mod kulden og til vigtige elementer i konstruktionen af huse og skindbåde.
Opvarmningen af telte, tørve- og snehuse skete før i tiden ved ildsteder med knogler og drivtømmer som brændsel eller ved stenlamper med flydende sælspæk. Afgørende var før i tiden, som nu, et indgående kendskab til fangstdyrenes færden og nære forbindelser til mennesker uden for egne områder. Det var netop disse kontakter til andre samfund, der gennem handel sikrede adgang til ressourcer, som man ikke selv havde. Og det var de sociale netværk og udveksling af informationer, der gav folk mulighed for at flytte til nye områder, når fangsten slog fejl.
Udviklingen af de særlige måder at leve på, der blev nøglen til bosættelsen i de arktiske dele af Alaska, Canada og Grønland, må søges 5-6000 år tilbage i egnene omkring Beringstrædet mellem Sibirien og Alaska. Fra Alaska spredte de arktiske folk sig til det nordligste Canada og Grønland i to bølger. Den første indvandring fandt sted for over 4500 år siden og kaldes samlet for den før-inuitiske indvandring. Den anden spredning af arktiske folk fra Alaska til det østlige Arktis fandt sted for cirka 800 år siden. Disse fangersamfund - af arkæologerne betegnet Thule-kulturen - er de direkte forfædre til inuit i Grønland og Canada.
I Etnografiske Skatkamre på Nationalmuseet kan du se en sand mangfoldighed af genstande fra størstedelen af Arktis, som fortæller om dragt og bolig og om fangstmetoder på havet og på land. Langt de fleste af genstandene er kommet til Nationalmuseet igennem en 100-årig periode fra midten af 1800-tallet og frem. Den største og mest markante samling er indsamlet under og lige efter 5. Thule Ekspedition (1921-1924), under ledelse af polarforskeren Knud Rasmussen.
I et af rummene vises en serie enestående, spirituelt forbundne genstande fra Rasmussens indsamlinger blandt netsilingmiut*. Samlingen af genstande i de Etnografiske Skatkamre udgør en fantastisk indgang til en 100-årig periode i den arktiske og danske historie, mens samlingernes udsagnskraft om livet i Arktis før og i særdeleshed efter denne periode er ret begrænset.
Fangerkulturen
De oprindelige folk var præget af et grundlæggende fællesskab fra gruppe til gruppe, ikke blot i den materielle kultur, men også i sprog og i mange skikke. Samhørighed var nødvendig under de ekstreme levevilkår på bopladserne og var styrket af en fælles historie.
En forudsætning for fangersamfundets eksistens var transportmidler tilpasset sne, is og åbent vand, dvs. slæder og både. Disse transportmidler var uundværlige til fangst, når føden skulle skaffes, men også nødvendige, når bosteder måtte flyttes efter fangstdyrenes forekomst. De var også forudsætningen for de årlige handelsrejser og for en ny generations rejser mod egne med bedre fangstmuligheder.
Magi og kunst
Før kolonisationen og kristendommen påvirkede folks trosforestillinger i Arktis, var de religiøse og filosofiske forståelser i høj grad præget af forestillinger om genfødsel og om at skabe gode forbindelser til fangstdyrene. Hele samfundet stod for at opretholde de gode relationer til ”de-andre-end-menneskelige” væsener. Åndemaneren – i Grønland kendt som angakokken – udgjorde en religiøs specialist, som gav forklaring på misfangst og sygdom, søgte at fremmane det livsfremmende og at afværge det livstruende.
Med amuletter søgte folk at sikre sig både sundhed og held og at modvirke al slags ulykke. Nogle af amuletterne kunne dog også overføre særligt attraktive egenskaber fra forskellige dyr til bæreren. Ofte kom magien til udtryk i symboler og ornamentik på hverdagens brugsting.
Udstillingen i Jordens Folk på Nationalmuseet viser fortrinsvis ældre og traditionelle genstande fra Grønland og Alaska, og genstande med hovedfokus på spirituelle og kunstneriske aspekter af livet i Arktis.
Grønland - Europæisk kolonisation
I de udstrakte områder, der oprindeligt var beboede af de første arktiske folk, levede hen imod 30.000 mennesker, før europæerne fra 1600- tallet trængte frem, koloniserede de arktiske egne og satte nye grænser. Grønland blev i 1600-tallet besøgt af ekspeditioner udsendt af den danske konge, Frederik III, og i løbet af de følgende 200 år blev landet udforsket og koloniseret.
*) Den moderne forskning i de arktiske folks historie står i høj grad på skuldrene af prominente forskere, som prægede den anden halvdel af 1800-tallet og 1900-tallet. Det har dog i stigende omfang vist sig, at det tidlige videnskabelige sprog er for unuanceret til at beskrive de forskningsmæssige erkendelser, som er nået igennem de seneste årtier. Ligeledes kan den noget unuancerede sprogbrug fra den ældre forskning udgøre en hindring for de samarbejder, som i løbet af de seneste årtier er udviklet mellem bl.a. forskerne ved Nationalmuseet og efterkommerne af de mennesker, hvorfra genstande i sin blev indsamlet. På et overordnet niveau bruger nutidens forskere oftest ’inuit’ for de folk som boede i Grønland og Arktisk Canada, da indsamlingerne blev foretaget. Hvad angår Alaska bruges hyppigt iñupiat, yup’iit, sugpiat og yupiit. I den lidt mindre generelle sprogbrug bruges langt flere forskellige navne. For de fleste gælder dog, at de har udgangspunkt i en arktisk tradition, der har en oprindelse fra før Europæerne kom til Arktis. Forskellige grupper benævner sig med en steds- eller områdebetegnelse efterfulgt af et –miut. Sidstnævnte betyder ”de, som kommer fra”. Det gælder eksempelvis Netsilingmiut som betegner ”de, som kommer fra Netsilik-området i Arktisk Canada”.
Se i øvrigt mere om Grønlands historie i Nationalmuseets udstillinger ”Nordboerne i Grønland” https://natmus.dk/historisk-viden/verden/nordatlanten/nordboerne-i-groenland/ og ”Stemmer fra Kolonierne” (https://natmus.dk/museer-og-slotte/nationalmuseet/udstillinger/stemmer-fra-kolonierne/).