Pigtrådsmusik i 1960'erne
Pigtrådsorkester og ungdomskultur
Pigtrådsmusik og ungdomskultur var to sider af samme sag i midten af 1960'erne.
Teenageværelser genlød af vinyl single-plader med engelske bands og deres musik, og mange unge indrettede øvelokale i familiens kælder eller garage.
Der skulle dog mange sparepenge til, hvis man skulle stykke et rigtigt pigtrådsorkester sammen. Derfor måtte de fleste nøjes med vellignende europæiske efterligninger af de eftertragtede amerikanske mærker Fender og Gibson. Det betød, at firmaer som f.eks. Höfner i Tyskland og det svenske Hagström kunne leve højt på at sælge el-guitarer og el-basser, der mindede om den ægte vare.
De musikalske forbilleder var først Cliff Richard & The Shadows, senere The Beatles, The Rolling Stones og andre engelske grupper. Idolernes plader blev spillet igen og igen. Man aflyttede musikken og teksterne, øvede sig på de mest populære numre – og drømte om at optræde for et rigtigt publikum.
Da pigtrådsmusikken var på sit højeste i midten af 60'erne, var levende musik en efterspurgt vare i ungdomsskoler og -klubber – og drømmen om at blive “stjerne for en aften” var inden for rækkevidde. Ihærdigheden blandt de unge pigtrådsmusikere var stor og engagementet smittende. Både i provinsen og i København blev de lokale orkestre samlingspunkt for unge, som søgte socialt samvær i denne nye og livsbekræftende musik spillet af “deres egne”.
De fleste danske pigtrådsorkestre var amatørgrupper med en lokal forankring – men der var også musikere og grupper som bl.a. Johnny Reimar med The Cliffters, the Defenders og Peter Belli & Les Rivals, der lagde grunden til deres landsdækkende popularitet og professionelle virke i disse år.