I. P. E. Hartmann 1805-1900

Johan Peter Emilius Hartmann var en flittig komponist, som komponerede inden for de fleste af 1800-tallets musikalske genrer.

J. P. E. var søn af August Wilhelm Hartmann, der ligesom sin far var organist, kantor og violinist i Det Kongelige Kapel, og han fik sin musikalske uddannelse hos blandt andre faderen og C. E. F. Weyse.

Hartmann bestred adskillige vægtige embeder i dansk musikliv: Han virkede blandt andet som organist ved Garnisons Kirke og senere ved Vor Frue Kirke, lærer ved - og senere direktør for - det nyoprettede Musikkonserva-torium, medstifter af Musikforeningen og Studenter-sangforeningen.

I slutningen af 1830’erne og 1840’erne foretog J. P. E. musikalske ’dannelsesrejser’, og han fik solide kontakter i Tyskland. Hans musikalske udtryk tog dog ofte udgangspunkt i nordiske emner, og stilen var i modsætning til andre af 1800-tallets komponister præget af en ’national’ tone.

Det danske kom til udtryk i Hartmanns musik til værker af flere af tidens store personligheder: For eksempel Adam Oehlenschlægers ’Guldhornene’ (1832), H. C. Andersens ’Liden Kirsten’ (1846) og August Bournonvilles ballet ’Et Folkesagn’ (1854). Bournonvillle lod Hartmann og hans svigersøn Niels W. Gade samarbejde om musikken til ’Et Folkesagn’. Hartmann blev desuden Guldalderens store skaber af lejlighedskantater til kongehuset, Musikforeningen og Universitetet.

Korværket ’Vølvens Spaadom’ (1872) med tekster fra Edda-digtningen er optaget i Kulturministeriets Kulturkanon (2006).