Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Orange selskabskjole, ca. 1920

Orange selskabskjole, ca. 1920

Nationalmuseets orange selskabskjole hører til en samling dragter fra omkring 1. Verdenskrig og 1920'erne. Heraf er fire kjoler britisk haute couture. Der er knyttet en livshistorie til kjolerne, som er med til at gøre dem særligt betydningsfulde.

Kjolen er fra o. 1920 og anskaffet til selskabsbrug af Monica Wichfeld (1894-1945). Efter 1. Verdenskrig boede Monica Wichfeld sammen med sin mand på godset Engestofte. De flyttede siden til Italien og Tyskland for at arbejde og blev her konfronteret med fascismen og nazismen. Parret vendte tilbage til Danmark i 1941, hvorefter Monica Wichfeld var med til at opbygge den illegale presse, organisere våbennedkastning og skjule faldskærmsfolk.

Hun blev arresteret i 1944 og blev som den første danske kvinde dømt til døden ved krigsret. Hun nægtede at acceptere dommen, men gik under protest med til at appellere. Retten ændrede dommen til livsvarigt fængsel. Få måneder før 2. Verdenskrigs afslutning blev hun overført til et fængsel i Waldheim, hvor hun døde af lungetuberkulose.

Dragtbeskrivelse

Kjole af orange chiffon. Kjolens udskæring er lige overskåret foran, nedringet i spids bagtil. Ingen ærmer. Overskæring i taljen. Liv og nederdel er lavet af draperet chiffon. I taljen er draperiet hæftet op med en rød strudsfjerskvast og falder derfra ned til et slæb. Underkjolen er af crepe de chine. Livet er foret med silke, foroven kantet med blonde. Åben midt bag. Mærke: "Henri Bendel 10-12 West 57th St, New York, Paris, London".

Kjole, mus. nr. 10784/1962
Chiffon, orange. Underkjole, hvid crepe de chine. Foer, liv, hvid silke, hvid blonde. Strudsfjer, røde.

Længde midt for:  123 cm
Længde midt bag:  110 cm
Livvidde:  66 cm