Grå spadseredragt i flonel
En tailor-made var en anden betegnelse for en spadseredragt, dvs. en dragt til at gå på gaden i. En tailor-made bestod som oftest af nederdel og jaket i mørke farver om vinteren, og lyse om sommeren.
Jaketten kunne været lukket med en påsyet indsats i den ene side, som blev knappet og dermed lukket i den anden side. Indsatsen eller blusevesten kunne også holdes sammen af silkebånd, der blev bundet på ryggen. En tailor-made var enkel og praktisk. Nederdelen stoppede et par centimeter over jorden, så man kunne gå frit. Til dragten har sandsynligvis både hørt handsker og hat.
Den blågrå nederdel og jaket med hvide manchetter er syet hos dameskrædderinde Amanda Frederiksen i København. Tøjet er fra 1890'erne og har tilhørt dronning Louise (1817-98). Dronning Louise var gift med Christian 9. (1818-1906).
Dragtbeskrivelse
Spadseredragt af lys blågrå flonel. Dragten består af nederdel, kjoleliv og jaket - kort jakke.
Jakken har ombøjet krave med revers. Ingen knapper i forstykkerne. Indvendig fortil en rem af stoffet til at knappe fra det ene forstykke til det andet. 2 halvcirkelformede stiklommer. 11 sømme. 2 af de bageste rygsømme let svajede. Lange ærmer, skinkefacon, stærkt læggede foroven. Forloren manchet med skjult knapning. En stærkt stivet hvid lærredsmanchet syet i ved håndleddet. Foer af gråblå nålestribet silke.
Nederdel syet af 5 skråede bredder. Lodret lomme med buet klap i højre forreste sidesøm. Glat fortil, vidden samlet i læg bagtil. Indvendig et sæt bindebånd, der holder vidden samlet bagtil. Kantbånd forneden af dobbelt, gråt, uldent herkulesbånd. Foer af gråblå nålestribet silke.
Livet har høj halskrave med hvid ruche foroven. Ovenover den stive krave et løst, rynket stykke nålestribet silke, hægtet i nakken. Livet hægtes ned fortil. Forstykkerne prydet med 6 rækker, 3 cm brede striber af nålestribet silke besat med knipling. Striberne går skråt over hinanden. 13 sømme, hver afstivet med en stiver. Fast linning syet på livet, gående ned i en lille spids fortil. Lange ærmer, skinkefacon. Opslidsede ved håndleddet, her foret med en ruche af nålestribet silke og besat på oversiden med knipling. Foer af hvid taft.
Bæltebånd af rød- og hvidstribet silkebånd. Mærke: "Amanda Frederiksen, Tordenskjoldsgade København".
Jakke, mus. nr. 586a/1941
Flonel. Lys blågrå. Foer, gråblå nålestribet silke.
Ingen mål.
Nederdel, mus. nr. 586b/1941
Flonel. Lys blågrå. Foer, gråblå nålestribet silke.
Ingen mål.
Liv, mus. nr. 586c/1941
Flonel. Lys blågrå. Besætning, lysegrå nålestribet silke og hvid knipling. Foer, hvid taft.
Ingen mål