Aftenkåbe, 1912
Den hellange aftenkåbe i gyldenbrunt klæde med besætning af sort silke blev brugt af fru Christiane Voss Schrader ved hendes sølvbryllup i 1912. Både aftenkåben og den tilhørende sølvbryllupskjole er i dag på Nationalmuseet.
Omkring 1910 var silhuetten lang og slank. Moden hentede inspirationen udefra, i Orienten, Japan og Østeuropa. Aftenkåbens asymmetriske lukning var inspireret af det japanske kimonosnit.
Dragtbeskrivelse
Hellang aftenkåbe af gyldenbrunt klæde med besætning af sort silke. Glat med skæv lukning i hoftehøjde, stor bred sjalskrave og lange ærmer. Uden overskæring i livet og med let tiltagende vidde nedefter.
Kåben består af et rygstykke, 2 sidestykker og 2 forstykker, der lukkes med et bredt overfald. Fra cirka hoftehøjde går forstykkerne med kraven skråt op til halsen, så der dannes en trekantet udringning. Sjalskraven går fra forkanterne skråt op og ud til siderne og derfra i en vinkel lige op til skuldrene, så det øverste af forstykkerne bliver dækket. På ryggen går kraven godt halvvejs ned til livet i en afrundet trekant. Kraven er kantet med en bred bort af sort silkesatin, bagpå med 2 runde knapper omvundet med tykke, sorte silkesnore. Hvor kraven ender foran, er en pyntelukning med 2 knapper som på kraven. Den højre knap er omkranset af ringe af sorte silkesnoninger, og derfra går en løkke af sort silkesnor til at sætte om den venstre knap.
Kåben lukkes fra livet og ned med 4 flade, sorte silkeknapper i skjult lukning.
Ærmerne er tosøms og sat til skulderen med små læg, så de kuples let. Brede ærmeopslag med sort kant som på kraven. I halsudskæringen midt for en hægte og en malle. Foer af cremefarvet silkesatin, til hvis bagside et lag hvidt vat er syet med maskinstikninger. I højre forstykke i foerets forkant en skjult lomme af foerstoffet. Klædet underforet med beigefarvet lærred. Desuden i kanterne stivlærred. Mærke: "A.C. Illum. Kjøbenhavn".
Aftenkåbe, mus. nr. 4154/1966
Klæde. Gyldenbrunt. Besætning, sort silke. Foer, cremefarvet silkesatin, beigefarvet lærred, hvid vat.
Længde midt bag: 136 cm
Længde midt for: 116 cm
Vidde forneden: 185 cm
Ærmelængde: 63 cm