Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Kjole af taft, 1850'erne

Kjole af taft, 1850'erne

Kvindens tøj blev i midten af 1800-tallet mere pyntet, både hvad angik mønstre, farver og besætning. Hvor herretøj formedes efter kroppen, skulle kvindetøj forme kroppen og gøre kvinden attraktiv. Kjolen er fra 1850'erne og er tilsat flæser eller volanter på skørtet.

I begyndelsen af perioden blev skørterne udsmykket med en enkelt volant, men i 1870'erne steg antallet af flæser. Kjolen har tilhørt fru bogtrykker Marie Løser, f. Dreifer (1838-1917), der fik stoffet indforskrevet fra Paris.

Dragtbeskrivelse

Kjole af chineret taft med blomstermønster. Kjolen har ¾ lange ærmer med 2 flæser forneden, syet på ærmet med en lidse. Rund halsudskæring med en slids foran. Livet spidst fortil. I spidsen og midt bagtil er en rynkning. Lidser fra ærmegabet til livets nederste kant afgrænser rynkningen. Skørtet er rynket til livet. Forneden 2 flæser, oprindeligt 3, men kjolen er i 1860'erne omsyet til at kunne bindes op foran. I den ene af de 2 længdesømme, som går ned foran, findes en lomme. Kjolen lukkes bagtil med 21 hægter og maller, hvoraf de 7 hægter mangler. Indvendigt 9 lærredsbændler til at binde kjolen op med.

Kjole, silke, mus. nr. 396/1938 Chineret taft. Grå- og hvidstribet bund med røde og blå blomster og grønne blade.

Længde: 145