Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Københavnerliv

Stik af Christiansborg 1750
Christiansborg 1750. Af Laurids de Thurah (1706-1759) Original fra "Den danske Vitruvius", ca. 1748.

Peter Schiønnings dagbogsoptegnelser er en levende kilde til det daglige liv i København i 1700-tallet.

I dag er det svært at forestille sig København lukket inde bag sine volde. Befolkningsmæssigt voksede byen voldsomt i hans levetid. I 1730 var der ca. 60.000 indbyggere, mens indbyggertallet ved år 1800 var ca. 100.000. Denne tætbefolkede by var stærkt præget af soldater og søfolk.

Naturligvis skrev Schiønning meget om det daglige liv på Holmen.

Boligforholdene for en embedsmandsfamilie som familien Schiønning var ganske omskiftelige. Familien ejede ikke deres eget hus, men lejede værelser. Derfor ser man omtalt hyppige flytninger enten ved påsketid eller ved mikkelsdag i oktober. Et charmerende indblik i det daglige liv får man i dagbogen for 1742, hvor Schiønning dels beskriver den statelige gård ved Kongens Nytorv, som familien havde lejet, og dels fortæller om en helt almindelig barndom med leg i gården og på hølofterne.

Især om sommeren har stanken af affald og latrin været gennemtrængende. Den kongelige familie kunne blot fortrække til deres residens på Frederiksberg Slot, men almindelige københavnere nøjedes med endagsture "uden Porten", altså uden for byens porte. Typisk gik disse udflugter op langs strandvejen til parken omkring Charlottenlund Slot, som i samtiden blev kaldt for Gyldenlund. I nærheden af Gyldenlund lå den såkaldte "Familiebakke", en lille bakke med udsigt til Sundet. Til denne bakke blev familiens udflugter ofte henlagt med medbragt mad, vin og te. Andre udflugter gik til Dyrehaven med Eremitageslottet, eller man tog kortere ture til Fiskerhuset, et forlystelsessted, som lå ved den nuværende Fiskedamsgade på Østerbro.

Man gik ikke på restaurant, men lod ofte hente mad på "spisekvarter". Take-away-mad er ikke et barn af det 20. århundrede.