Det onde

I Tolkiens univers kæmper de gode mod de onde kræfter, og det er denne kamp, der er central i menneskets tilværelse. De gemytlige og fredselskende Hobbitter bliver tvunget til at forlade Herredet og blande sig i denne kamp. På den måde er 2. verdenskrig måske alligevel ikke så langt borte, som Tolkien selv siger. Tolkien mente i øvrigt, at kommunismen var en langt større fare for Europa end nazismen.

På den anden side er det også en eviggyldig og eksistentiel konflikt. Kirkefaderen Augustin (354-430) beskrev som en kamp mellem to byer: Menneskenes by og Guds by, hvor sidstnævnte var forudbestemt til at vinde. Men det var netop en kamp, der først ville slutte, når gudsriget blev en realitet. I middelalderen var verden befolket med mærkelige overjordiske skabninger, dæmoner og fantastiske skabninger, der kæmpede om menneskenes sjæl. Djævlen – Lucifer – er i den kristne verden netop en falden engel. Sådan er det også i Tolkiens univers, hvor Melkor er den faldne engel og Sauron en af hans disciple. Men betyder det, at det onde altid har været en del af Guds skaberværk?
 
Faren ved det spørgsmål er, at det let glider over i dualisme, altså at der eksisterer både en ond og god skaberkraft i universitet, og djævlen bliver en slags gud i sig selv og ikke blot en falden engel. I middelalderen mente man netop, at mennesket var udstyret med en fri vilje til at vælge det onde eller det gode.

Lige siden oldkirken er den dualistiske retning blevet erklæret for kættersk. Den mest kendte dualistiske retning, der tilsyneladende var en alvorlig også institutionel trussel mod den romersk-katolske kirke var katarerne i Sydfrankrig. Der blev bekæmpet både militært og åndeligt med korstog og inkvisition i første halvdel af 1200-tallet.

Tolkiens univers er dybt forankret i Tolkiens egen kristne tro, der var meget ortodoks. Ikke desto mindre kan genren således også afstedkomme reelle refleksioner om tro og frelse. Det siger en del om genrens kraft og dens nære sammenhæng til centrale spørgsmål i tilværelsen.