Balrog – Middelalderens monster

Det er ikke kun dværge, der bor under jorden. Orker og bjergtrolde huserer også i Tolkiens univers i det indre af bjergene. Men også ældre og mere frygtindgydende væsner lever dybt under jorden. I Ringenes Herre kæmper troldmanden Gandalf mod en dæmon, der kaldes en Balrog.

Hos Tolkien har balroggerne deres egen mytologi. Balrog betyder på Tolkiens elversprog sindarin ”magt-rædsel” eller ”mægtig dæmon”. Maiar og Melkor er navnene på to balrogger, der næst efter Sauron var de mægtigste og mest rædselsvækkende af hans tjenere. De er ildånder, men også hyldet i mørke. De fleste balrogger døde i det Store Slag, men få overlevede ved at gemme sig i dybet. I den tredje alder blev én af balroggerne opdaget af dværgene for enden af mithril-åren i Khazad-dûm. Det var den balrog, som Gandalf kæmpede med og i sidste ende besejrede efter 10 dages kamp.

Men balroggen har et klart forbillede i den norrøne litteratur i skikkelse af ild-jætten Surt, der betyder ”Den sorte”. Jætten er ildens hersker og vogter i Muspelheim, der er et brændende rige af ild og tæt knyttet til den vulkanske underverden. I 1963 opstod en ny ø ved Island ved et vulkanudbrud. Den fik navnet Surtsey, dvs. Surts ø. I Vølvens spådom fortælles det, at Surt er en ond skabning. Han kommer fra syd og har forbindelse til ild. I VafϷrúðnismál (saga) står der, at Surt skal slås mod guderne, og at Surt bruger ilden som våben. Ved Ragnarok vil Surt være omgivet af brændende ild, og hans sværd vil lyse kraftigere end solen.

Balroggen er simpelthen ildjætten Surt. Begge er de væsner af underverdenen og mørket, men samtidig et ild-uhyre. De har begge ildvåben, hhv. en ildpisk og et ildsværd. Begge vil kæmpe mod mægtige personer – Surt mod guderne og balroggen mod Gandalf den Grå.