Hindsgavl-dolken

Danmarks smukkeste flintdolk

En dag i 1867 gik en lille dreng sammen med sin mor over den nyhøstede ”Kæmpemark” på øen Fænø i Lillebælt. Pludselig bøjede han sig ned, samlede noget op og sagde ”Næh mor, sikke en fin sten, jeg fandt!”. Det var han ikke den eneste, der syntes: Marken hørte under herregården Hindsgavl, og godsinspektøren, der stod i nærheden, købte den straks af ham for en daler og forærede den derefter til herskabet på gården. Derfor kaldes dolken nu for Hindsgavl-dolken.

I 1889 var der en stor verdensudstilling i Paris, og samtidig blev der også afholdt en arkæologisk kongres. Derfor skulle der også danske oldsager med på udstillingen, men Nationalmuseet måtte på det tidspunkt ikke låne sine genstande ud. I stedet måtte man sende kopier og lånte genstande fra private samlinger til Paris, og ejeren af Hindsgavl, kammerjunker N.F. Basse Fønss, lånte sin smukke dolk til udstillingen. Sophus Müller, der var direktør for Nationalmuseet, blev så betaget af den, at han fik ejeren til at deponere den i museet. Desværre var det ikke en varig ordning, så da kammerjunkeren døde i 1922, måtte museet købe dolken af hans arvinger. Undervisningsministeriet bevilligede 1000 kr. til formålet – 500 gange så meget, som den lille finder fik i sin tid – og siden da har Hindsgavl-dolken været en af perlerne i Nationalmuseets samling.

Hindsgavl-dolken er det smukkeste eksempel på, hvor dygtige flintsmedene var i slutningen af stenalderen. Den er lavet omkring 1800 år f.Kr. på et tidspunkt, hvor dolke og andre våben af bronze var ved at vinde frem. Men de nordiske flintsmede tog konkurrencen op og ydede deres ypperste. Hindsgavl-dolkens udtrukne greb og hvælvede skuldre er tydeligt inspireret af samtidige bronzedolke fra Centraleuropa.