Etruskisk vinkande
Gravlagt i en etruskisk vinkande – en rig kvindegrav fra tiden omkring Kristi fødsel
Vinkanden er fundet i Himmerland og har fungeret som urne. I den lå udover de brændte ben fra en 30 til 40 årig kvinde dele af et svært støbt bælte og dele af en stor dolklignende kniv samt en mindre kniv. Mellem de brændte knogler fandtes også knogler fra svin og får, så den døde kvinde har også fået mad med på rejsen til den anden verden. Ud fra gravgaverne kan begravelsen dateres til tiden lige før Kr. fødsel.
Kander af denne type kendes først og fremmest fra det etruskiske område og Makedonien. Kanden fra Tinghøj har meget store ligheder med de etruskiske fund og er formodentlig fremstillet i dette område. Disse kander dateres i de områder, hvor de er fremstillet, til perioden 5. til 3. århundrede f. Kr. fødsel. Der er således et par hundrede års forskel mellem fremstillingstidspunktet og gravlægningen i Himmerland. Der må naturligvis regnes med, at der kan være gået en vis tid inden karret nåede herop, men formentlig ikke så lang tid. Hvorfor vinkanden først blev anvendt som urne i tiden op mod Kr. fødsel, skal ses i sammenhæng med de ændringer, der fandt sted i datidens samfund. I den tidlige del af perioden var gravgaverne få og sparsomme, de sociale forskelle synes ikke have været så store, og de blev ikke markeret ved mange og rige gravgaver. Dette billede ændrede sig i tiden frem mod Kr. fødsel, og de ledende familier demonstrerede deres status i gravene med rige gravgaver i form af våben og smykker. Der kendes 18 gravfund fra denne periode, hvor importerede metalkar har været anvendt som urner. Den fint udformede vinkande markerede sammen med de øvrige gravgaver, at den afdøde kvinde fra Himmerland havde en høj status i datidens samfund.
Kanden fra Tinghøj kan ses i udstillingen Danmarks Oldtid.