Græsk oliekande

Lekyther er græske oliekander, der ikke var beregnet til daglig brug, men blev stillet på eller i graven og derved forskånet flere hænders flittige slid. Man kunne derfor tillade sig en sartere dekoration på dem end på hverdagens sort- og rødfigurede keramik. Lekytherne blev dækket af en karakteristisk fin, hvid farve, der efterfølgende blev udsmykket med lette stregtegninger i blå, grøn og forskellige røde nuancer. Farver der kun sjældent er at finde på anden keramik. 

Motiverne bærer præg af funktionen, og viser oftest besøg ved graven – markeret af gravsteler eller gravhøje. De besøgende kunne medbringe gravgaver – i form af kurve eller netop lekyther – og der kunne bindes bånd om gravstelen. I andre tilfælde står de besøgende blot sørgende ved graven. Mytologiske motiver ses også. Som eksempelvis den lille Akilleus, der overbringes kentauren Cheiron til opdragelse, eller, ganske passende til lejligheden, Charon i sin båd klar til at færge de døde over floden Styx. 

Lekytherne er oftest små, men kan være op til 50 cm høje. Når de blev skænket til den døde, blev de fyldt med olie. Det kunne være et flot syn, smukke gravrelieffer omgivet af fine, fyldte olieflasker. Men det var ikke altid så imponerende, som det tog sig ud. Det var ikke ualmindeligt, at der i lekytherne blev indsat et lille, lukket rør, så man ikke behøvede at hælde mere end en lille smule olie i, for at den så fyldt ud. Et eksempel på den form for ’snyd’, kan ses i Antiksamlingen.  

Lekytherne blev i sig selv et gravsymbol. I visse tilfælde lod man derfor den almindelige gravstele erstatte af en gravmarkør i form af en stor marmorlekyth.

De lekyther, der er udstillet på Nationalmuseet, er alle af enestående national betydning.