Fræk abekat
En lille fræk abekat fra Syrien
Små figurer af brændt ler bliver meget populære i Den nære Orient i mellem-bronzealderen ca. 2000-1500 f.Kr. De fleste forestiller kvinder og anses som frugtbarhedssymboler, men også mænd og dyr som denne abe kendes.
Med støtte fra Carlsbergfondet foregik der i årerne 1931-1938 storstilede danske udgravninger af byen Hama i det vestlige Syrien. Arbejdet var koncentreret om selve den imponerende byhøj, men udgravningslederen Harald Ingholt ønskede også at undersøge byen nedenfor højen og det omkringliggende område nærmere. Dette vakte lokalbefolkningens interesse, og de henvendte sig derfor ofte med fund gjort i forbindelse med bl.a. opgravning af brønde og cisterner. I 1938 kom en sheik fra landsbyen Murek ca. 30 km fra Hama således med en lille lerfigurine, og mod gode ord og betaling fik danskerne lov til at tømme kammergraven, som figuren stammede fra, og gøre optegnelser.
Gravgaverne bestod først og fremmest af keramik samt fine eksempler på figuriner og dragtnåle. Som det var skik på den tid deltes fundene mellem Syrien og Danmark, og da der var to næsten ens figuriner af en lidt speciel type forblev den ene i Syrien, og den anden kom til Nationalmuseet. Abefiguren ligner mest en mand med grisetryne og korte ben, men højst sandsynligt er der tænkt på en abefigur, jf. hændernes placering. Alle de udstillede fund fra den danske ekspedition til Hama er udnævnt til at være genstande af enestående national betydning.
Figuren kan ses i Antiksamlingen.