Fra Vasecabinet til Antiksamling
En dansk prins i Napoli
I 1820 drog prins Christian Frederik og hans hustru, Caroline Amalie, til Napoli. Det blev en tid rig på arkæologiske oplevelser. De foretog udflugter til de to oldtidsbyer Pompeji og Herculaneum, de besøgte museer, ruiner og antikke templer, og prinsen overværede foredrag i flere af byens lærde selskaber.
Både som prins, og senere som konge, erhvervede Christian 8. mange antikke genstande – især vaser, som i høj grad havde hans interesse, og han anskaffede sig gennem årene en antiksamling af høj standard.
Samlingen fik navnet Vase-cabinettet og stod på Amalienborg til kongens død i 1848.
Det var i Italien, at prinsens passion for antikken for alvor begyndte – hvilket udmøntede sig i den samling han erhvervede sig. Forsknings- og Samlingschef Bodil Bundgaard Rasmussen går her på opdagelse i samlingens spæde begyndelse, og fortæller om, hvordan den unge danske prins købte sine første antikker af en tidligere ærkebiskop af Tarent. Tag med tilbage i tiden.