Plantagedrift

Samfundsopbygningen i kolonien Dansk Vestindien var synonym med plantagedrift. Formålet var at producere tropiske produkter som bomuld, kaffe og sukkerrør, der ikke kunne dyrkes hjemme i det koldere Danmark. Med tiden blev det produktionen af sukker, som fik særlig betydning i den nye koloni.

Jorden på de tre øer, St. Thomas, St. Jan og St. Croix blev udstykket i mindre jordlodder, der hver dannede udgangspunkt for en plantage. På St. Thomas og St. Jan var det de kommende plantageejere, der dikterede størrelsen på deres jorde. St. Croix derimod blev udstykket efter et gitterlignende princip, så alle plantagegrunde var omtrent lige store. Nogle plantageejere valgte at opkøbe tilstødende grunde og udvidede derved deres plantagedrift. Sammenlægningen resulterede i fremkomsten af store plantageenheder som f.eks. La Grange og Bethlehem på St. Croix.

Sukkerdyrkning

St. Thomas’ og St. Jans kuperede terræn var ikke velegnet til sukkerrørsdyrkning. Først skulle der etableres terrasser op ad bjergsiderne. På St. Croix var landskabet derimod mere plant og bedre egnet. Når sukkerrørene havde vokset sig høje, var det tid at høste dem. Slavegjorte afrikanere blev udstyret med sukkerknive og huggede sukkerrørene af ved roden. Herefter blev rørene læsset på en vogn og transporteret til sukkermøllen, hvor de blev presset. Denne del af processen skulle gå hurtigt, da saften i sukkerrørene ellers ville fordampe. Høsten var derfor en hård tid for den slavegjorte befolkning, der måtte arbejde fra solopgang til solnedgang. Samtidig var det farligt at føre sukkerrørene ind i møllens valser. Hvis en hånd eller arm sad fast mellem sukkerrørene på vej ind i møllens valse, var den eneste udvej at hugge armen af med den økse, som altid lå klar. Møllens valser kunne ikke stoppes uden videre. Hvis de slavegjorte afrikanere ikke udførte arbejdet hurtigt nok, risikerede de desuden at blive straffet af plantagens forvalter eller bomba. Bombaen var selv slave, men udpeget som formand for de arbejdende slaver. Hans opgave var ikke blot at holde resten til arbejdet, men også at uddele straffe.

Fra sukkermøllen blev den nu pressede søde saft fra sukkerrørene ledt hen til kogehuset. Her blev saften kogt ind i store kedler, til den begyndte at krystallisere. Det var særligt betroede slaver, som forestod denne opgave. Blev saften kogt for kort eller længe, ville sukkeret blive af en dårlig kvalitet, hvilket betød en lavere indtjening for plantageejeren.