Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud
Danmark år 2000
De nye danskere fejres! Fødselsdagsbakke til de nybagte forældre på Rigshospitalets fødeafdeling, 2001.

Danmark år 2000

I år 2000 boede der 5,3 millioner mennesker i Danmark. Omkring 45.000 boede på Færøerne og omkring 56.000 i Grønland.

Danmarks befolkning består af mange nationaliteter. Mennesker fra 60 forskellige nationer er indvandret, især siden slutningen af 1960’erne. Ved årtusindskiftet udgjorde de ca. 6,4% af befolkningen.

Kernefamilien er den mest almindelige samlivsform, selv om flere end nogensinde bor alene. Det er igen blevet populært at gifte sig, også selv om næsten halvdelen bliver skilt igen. Det forventes, at både mænd og kvinder er erhvervsaktive.

I 1990’erne steg børnefamiliernes samlede arbejdstid uden for hjemmet. Tiden med familien har derfor fået ny værdi, og man taler om kvalitetstid. Mange børns og unges liv er meget anderledes end den tilværelse, forældrene har haft, og de fleste unge får en bedre uddannelse end deres forældre. Kvinderne er i vidt omfang blevet aflastet med hensyn til pasning af børn, syge og gamle - det er blevet en samfundsopgave. Serviceerhvervene er blevet den sektor, der beskæftiger flest.