Christian 4´s forordning om hekse
12. oktober 1617 udsendte Christian den Fjerde en forordning, dvs. en lov, som var rettet imod hekse. Loven gjorde både "sort" og "hvid" magi kriminelt, selvom det ikke var de betegnelser man brugte.
Christian den Fjerdes svoger skrev en bog om heksetro
I 1589 skulle Christian den Fjerdes storesøster, Anne, skulle giftes med James den 6. af Skotland. Men brylluppet lige ved at blive forpurret på grund af trolddom.
Den 15-årige Anne skulle sejle over til sin tilkommende, men det var ikke muligt for skibene under ledelse af rigsadmiral Peder Munk at komme over Nordsøen. Det endte med, at James selv måtte sejle afsted for at hente sin brud. Senere blev det opklaret, at det vejr, som havde gjort rejsen besværlig, skyldtes troldkvinder. 5. august 1590 fældede Det Kongelige Retterting dom over 13 hekse, bl.a. den københavnske borgmesterkone Margrethe Skriver.
I Skotland opdagede man i 1590 i forbindelse med en anden sag, at nogle hekse i North Berwick også havde medvirket til at skabe det dårlige vejr, som havde ødelagt Annes brudefærd. Senere skrev kong James en bog om hekse og deres gerninger. Bogen hed "Daemonologie" og udkom i 1597.
Den "hvide" magi
Dén forordning, som Christian den Fjerde udsendte i 1617 gjorde det strafbart fx at lave "signen, manen og målen" og at "vise igen". At signe og mane brugte man fx mod forskellige former for sygdomme, også dem, der skyldtes hekse. Ved at "vise igen" kunne en trolddomskyndig med brug af forskellige besværgelser og remedier "se" hvor fx stjålne eller bortkomne genstande befandt sig. Denne form for magi kunne man til dels selv lave, men man kunne også benytte en professionel, en klog mand eller kone. Straffen for denne, ikke skadelige magi, var bøde og landsforvisning. Var man ikke selv den aktivt udøvende, men havde betalt en klog for at udføre opgaven, skulle man stå offentligt skrifte i kirken og betale bøde. I gentagelsestifælde skulle man dømmes som om, man selv havde udført handlingen.
De rette troldfolk
Christian den Fjerdes lov satte skel imellem dem, der signede og manede og dem, der var egentlige hekse. De "rette troldfolk" var dem, der havde "forbundet sig" med Djævelen eller omgikkes med ham. Dvs. folk, som havde fjernet sig fra kristendommen og var gået i Fandens tjeneste.
Den slags mennesker skulle straffes "efter loven og recessen", hvilket betød dødsdom, hvis man blev fundet skyldig. En reces er en form for lov, tit med lidt blandet indhold. Den københavnske reces af 6. december 1547, indeholdt to punkter, som er vigtige for tidens behandling af bl.a. sager om trolddom.
I punkt 8 stod, at "udædiske mennesker, altså bl.a. folk der var dømt for trolddom, hvem der ikke måtte vidne; herunder personer, der var blevet dømt for trolddom ikke kunne vidne i retssager. En anklage fra en dømt heks var altså ikke noget, der kunne sætte gang i nye processer.
Punkt 17 i rescessen fastslog, at man ikke måtte udsætte en anklaget for tortur, før vedkommende var dødsdømt. I praksis kunne det forhindre, at en anklaget blev dømt på baggrund af en tilståelse, der var fremtvunget under tortur. Der var også mindre riskio for, at en anklaget under tortur angav mange andre mullige hekse.
De to bestemmelser var med til at forhindre den form for kædeprocesser, som man oplevede i mange andre europæiske lande.
