Slægtens betydning
Renæssancens adel var en lukket fødselsadel. Et langt og fornemt slægtsforløb beviste, at man var en rigtig adelsmand. Lavadelige slægter måtte håbe på et godt giftermål, for at slægten kunne overleve.
16 adelige tip-oldeforældre
Det rene adelige blod havde stor betydning for værdigheden. En adelig skulle helst kunne dokumentere en ubrudt anerække på fire generationer, hvor alle var af medlemmer af adelsstanden.
Siden starten af 1500-tallet var adelen blevet et lukket aristokrati, som ikke længere optog ikke-adelige medlemmer. Indtil da havde kongen kunne adle folk, som havde gjort sig fortjent til titlen. Ordet "adel" slog igennem i starten af 1520'erne og henviste til den ædle byrd. Dette blev i 1526 fulgt op med et påbud om at antage faste slægtsnavne, og at enhver adelsmand skulle have sit eget våbenskjold.
Adelige jomfruklostre
Ved giftermål afgjorde slægtsforholdet hvem, man kunne blive gift med. En ung mand fra højadelen skulle helst giftes med en kvinde fra en anden fornem familie. Det sikrede, at jorden forblev hos de fineste slægter. Høj- og lavadelige slægter blev dog gift med hinanden. En lavadeligs eneste håb om at kunne føre sin slægt videre frem i hierakiet, var ofte knyttet op på et håb om at kunne blive gift til jordegods.
Efter reformationen levede nogle nonneklostre videre i ændret skikkelse som adelige jomfruklostre, så havde adelen et sted at sende de døtre hen, som ikke kunne blive gift. Det var bedre, at de levede tilbagetrukket frem for, at slægten blev blandet med ikke-adelige personer.
