Sølvets vej til Danmark – handel med de arabiske mønter
Sølv var vikingetidens vigtigste værdimetal. Først i 900-årene kom det til Danmark i større mængder. En stor del af vikingetidens sølv kom til Danmark via forbindelser med det russiske område. Der har været tætte forbindelser gennem handelsruterne fra Birka og Gotland i Sverige over Østersøen til Staraya Ladoga i Rusland og derfra langs de russiske floder til Kalifatet. Sølvet kom i 900-tallet især fra Kalifatets provinser i Centralasien, der var styret af emirer fra Samanide-dynastiet.
Vikingernes farefulde færd til Østeuropa og Rusland.
I byer som Samarkand og Tashkent i det moderne Uzbekistan blev der slået mængder af sølvmønter, dirhemer. De blev i stor stil brugt af muslimske købmænd ved floderne Volga og Don. I slutningen af 900-årene standsede strømmen af arabiske mønter. I stedet fandt vesteuropæiske mønter nu vej til Danmark.