Vikingernes tøj og smykker
Der er kun få fund af tøj fra vikingetiden. Det er bittesmå stofstykker bevaret ved tilfældighedernes spil. Vores viden om vikingernes tøj suppleres af få skriftlige kilder samt afbildninger af tøj på små figurer og vægtæpper.
Ligesom mænd og kvinder i dag, klædte vikingerne sig også efter køn, alder og økonomi. Mændene foretrak bukser og kofte, mens kvinderne iklædte sig selekjole og særk, en løsthængende underbeklædning af silke eller hør-lærred.
Den almindelige vikings tøj var lavet af lokale materialer såsom uld og hør, som blev vævet i hjemmene.
Derimod viser fund fra rige vikingers grave, at i hvert fald dele af deres tøj var importeret. Overklassen fremviste sin rigdom ved at pynte sig med silke og guldtråde fra så fjerne egne som Byzans. Ligesom i dag peppede vikingerne deres tøjstil op med smykker og pels fra forskellige dyr. Nogle vil mene, at vikingerne var lidt pyntesyge.
Kvindetøj
Kvinder gik i selekjole med underkjole indenunder.
Selekjolen var formentlig en kropsnær kjole syet sammen af én bane stof. Den kunne være åben eller syet sammen i siderne. Desuden kunne der sys kiler i kjolen for at give den form.
Selekjolen sad over brystet og blev holdt oppe af en strop over hver skulder. Stroppen blev sat fast foran på brystet med et skålformet spænde. Mellem spænderne hang tit en perlekæde.
Under selekjolen bar kvinden underkjolen – særken. Undersøgelser viser, at de danske vikingekvinder foretrak en glat særk, mens de svenske vikingekvinder gik i plisserede underkjoler. Der har altså været et element af mode inderst inde.
Over skuldrene kunne kvinden bære en kappe, som blev holdt sammen med et lille rundt eller trefliget spænde. Kappen såvel som kjolen kunne være pyntet med vævede borter og bånd af pels.
Om livet bar kvinden et bælte med små læderpunge til opbevaring af ting som synåle og ildstål. Ildstål var et bukket stykke jern, som blev brugt til at lave gnister med.
På fødderne havde kvinden lædersko.
Børnetøj
Børnenes tøj afspejlede deres forældres både i type og rigdom. Små piger bar særk, mens smådrenge bar kofte og bukser. Efterhånden som de voksede til, fik de flere stykker af de voksnes klædedragt.
Vikingekvinder med på togt?
Den arabiske diplomat Ibn Fadlan beretter, at tilrejsende vikingekvinder i Rusland bar perler af grønt glas. På brystet havde de en æske af jern, sølv, kobber eller guld. I denne æske hang der en kniv. Æsken, som nævnes, er muligvis det smykke, som arkæologerne kalder for et skålspænde.
Skålspænderne er fundet i de forskellige egne af Europa, hvor vikingerne bosatte sig, for eksempel i England, Irland, Rusland og Island. Det viser, at vikingekvinder måske var med på togt.
I løbet af 900-tallet forsvinder skålspænderne fra kvindegravene i Danmark. Det tyder på, at selekjolen forsvinder, og at overkjolen nu også har tilsatte ærmer ligesom særken. Kjolen består således stadig af to dele, en under- og en overkjole.
Mandetøj
Manden kunne være iklædt kofte, bukser og kappe.
Koften minder mest om en langærmet skjorte uden knapper, og den kunne gå helt ned til knæene. Over skulderen bar manden en kappe, som blev lukket med et spænde. Kappen var samlet over den arm, man trak sværdet eller øksen med. På den måde kunne man se, om en viking var højre- eller venstrehåndet.
Læs om vikingetidens stormænd og konger.
Der kendes ikke så meget til buksernes udformning. De kunne enten have lange lige ben, eller ligne en art pludderbukser, som var vide i lårene og strammere under knæet. Pludderbukserne har formentlig været brugt sammen medviklers, som er en form for benvarmere – et langt, smalt stykke stof, der vikles gentagne gange rundt om underbenene for at give varme. På fødderne havde manden lædersko eller støvler.
Læs om vikingernes udseende og hygiejne
Da tøjet hverken havde lommer eller elastik, havde manden et bælte eller en snor spændt rundt om hoften for at holde på tøjet. I bæltet kunne han bære pung og kniv. Pungen kunne indeholde så forskellige ting som ildstål, kam, neglerenser, spillebrikker og sølvmønter.
Nogle mænd gik også med en hue, som enten var spids eller rundpuldet. Huen var lavet af stof eller skind.
Vikingekrigerens tøj
Krigeren bar, ud over sit tøj, våben. De kunne bestå af økse, sværd, hjelm, spyd, lanse og et rundt skjold. Jern var dyrt i vikingetiden, og det var langt fra alle, der havde fuldt våbenudstyr.
Vandtæt tøj i vikingetiden
Vikingerne kendte også til regntøj. Regntøjet var lavet af skind behandlet med bivoks for at gøre det blødt og fiskeolie for at gøre det vandtæt.
Den byzantinsk hofmode - inspiration til overklassen
I vikingetiden havde overklassen kontakt til mange forskellige dele af verden. Dette afspejles i klædedragten, hvor særligt den byzantinske hofmode inspirerede den danske overklasse.
Det ses i de danske gravfund fra det sene 900-tal, at vikingeoverklassen indgik i et kristent europæisk hofmiljø med kontakt til Byzans. I disse kredse var silkestof noget af det mest eftertragtede. Silke var nemlig forbundet med prestige. Det var et levn tilbage til den byzantinske kejser Justinian (år 527-565), der brugte silke til at fremhæve sin magt. Byzans bevarede de efterfølgende 600 år monopolet på at fremstille silke i Europa.
Udover silke kunne også farver signalere rigdom og magt. Her var det især de klare blå og røde farver, der var eftertragtede. Disse finder vi hos Mammen-fyrsten fra Bjerringhøj i Jylland. Hans dragt var en stormand værdig.
Materialer og farvning
Tøjet blev vævet i mange forskellige farver. Når man fremstillede farvet garn i vikingetiden, kogte man det sammen med forskellige planter, der afgav farve. De farver, arkæologerne kender fra vikingetidens dragter, er gul, rød, lilla og blå.
Den blå farve finder man primært i de rige grave – det var en eftertragtet farve. Den blå farve fik man fra den lokale plante vajd. For at lave en klar grøn farve kombinerede man gul og blå.
Læs om vikingernes farvepalet.
Omkring 40% af stoffundene fra vikingetiden kan bestemmes som hør. Hør har derfor været en vigtig plante til fremstilling af vikingetidens tøj. Forsøg viser, at der skal mere end 20 kg hørplanter til stoffet i en kofte, og at arbejdet fra hørren blev sået til skjorten var syet – sandsynligvis krævede næsten 400 arbejdstimer.
Flere steder i landet er der fundet specialpladser, hvor man har produceret hør i næsten industriel skala. Hør tolkes derfor som en vigtig handelsvare i vikingetiden.
Smykker i vikingetiden
Mænd og kvinder fra alle samfundslag brugte smykker i form af armringe, halskæder og spænder. Nogle af smykkerne var til pynt og kunne vise rigdom. Andre, som spænderne, var ofte til praktisk brug og blev brugt til at holde sammen på tøjet eller kappen. Der var også smykker, der havde symbolsk værdi. Det kunne for eksempel være Thors-hammer.
Øreringe brugte vikingerne tilsyneladende ikke. Det var ikke fordi, vikingerne ikke kendte til dem; de må have haft kendskab til sådanne fra deres togter syd for Østersøen, hvor de mødte slaviske folkeslag.
Læs om vikingernes togter til Østeuropa og Rusland.
Smykker kunne udføres i så forskellige materialer som træ, glas, rav, bronze og guld. De var ofte dekoreret med geometriske figurer, flettede bånd, dyrehoveder og gribedyr.