Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Fibre

Fibrene, det råmateriale som tekstiler fremstilles af, stammer fra forskellige kilder. I oldtidens Nordeuropa er det første fibermateriale, som mennesket bearbejdede til tekstiler og net, forskellige vegetabilske fibre fra træbast (bl.a. lind, pil og poppel) og fra plantebast (bl.a. hør, hamp og nælde). Blandt de animalske fibre var fåreuld det vigtigste materiale til forhistorisk tekstil, og i Danmark er størstedelen af de bevarede tekstilfund fremstillet af fåreuld. Silke, som er en animalsk fiber produceret af en silkeorm, findes ikke i Skandinavien før i slutningen af jernalderen, hvor det importeres som en luksusvare. Et andet vigtigt luksusmateriale, metaltråd, blev fremstillet ved at trække ganske tynde metaltråde eller ved at sno flade sølv- eller guldstrimler omkring en spunden tråd.

Fibre
Ved hjælp af SEM-mikroskopi (Scanning Elektron Mikroskopi) kan man finde ud af, hvilket materiale tekstilet er lavet af. Dette tekstil fra Fræer i Himmerland er lavet i uld. Uldfibre har en karakteristisk skællet overflade og et rundt tværsnit. Plantefibre har en overflade uden skæl og et kantet tværsnit.
Fibre
Med kamme kan man forarbejde ulden, så den bliver blød og klar til spinding. Kammene her er rekonstruktioner.
Fibre
Ulden er klar til at blive spundet