Importerede og hjemlige økser
En stor del af offerfundet fra Gallemose består af bronzeøkser. I alt blev ni såkaldte randlisteøkser fundet. Æggen på en af økserne er skeformet; det tyder på, at den er fremstillet i det centraleuropæiske område. En anden økse er dekoreret med et ”regnmønster”, der henfører den til de britiske øer. Bestemmelsen af øksernes produktionssted understøttes desuden af kemiske analyser af metallets sammensætning. De resterende økser er formentlig produceret af sydskandinaviske håndværkere, og de afspejler den allertidligste metalproduktion herhjemme. Økserne stammer altså forskellige steder fra. Sammen med vogndelene er de gode eksempler på, hvor omfattende kontakterne var til områder uden for Danmark.



