Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Viksø-hjelmene

I en nyåbnet tørvegrav i Brøns Mose ved Viksø (Veksø) på Sjælland mærkede en af arbejdsmændene i 1942 noget knase under sin spade. Det viste sig at være to, næsten identiske, hornede hjelme af bronze, dekoreret med bukler og forsynet med øjne og næb. Hjelmene fra Viksø er fra bronzealderen, og de blev fremstillet engang i det tidlige 1. årtusinde f.Kr. De har sandsynligvis været brugt ved religiøse ceremonier. Senere blev de sat ud i mosen som offergave. Den ene hjelm var placeret på en træbakke af asketræ. Muligvis har offeret også omfattet et lerkar.

Hvor er Viksø-hjelmene produceret?

Hvor de fremmedartede Viksø-hjelme er produceret, er ikke fuldt afklaret, måske i Mellemeuropa, måske i Nordtyskland. Helt udelukkes kan det dog ikke, at de er fremstillet i Danmark. I alle tilfælde har håndværkerne været påvirket af bronzekunsten i det østalpine Donau-område. Hornede hjelme må have været velkendte i Norden. Talrige helleristninger, især fra Vestsverige, viser dem i brug.

Viksø-hjelmene
Hjelm fra Viksø.
Viksø-hjelmene
Du kan se hjelmene fra Viksø i udstillingen Danmarks Oldtid
Viksø-hjelmene
Her kan du se, hvor Viksø (Veksø) ligger.