Dødehusenes opbygning
Dødehusene er som regel placeret for enden af de to mandslange, stenfyldte grave.
De består af en firkantet nedgravning, der er omtrent 20-30 cm dyb. Mod bunden er de som regel opdelt i to grøfter, der formentlig har støttet en trækonstruktion. Sommetider kan man også se spor efter stolper. Disse stolper har raget op over jorden – men det er umuligt at vide, hvad stolperne har båret. Måske stilladser med platforme eller lette huskonstruktioner? Meget tyder på, at ritualerne ved dødehusene er foregået i flere omgange. Stolperne er siden hen blevet fjernet, nedgravningen er fyldt med sand, og til sidst er hele dødehuset blevet forseglet under et lag af mellemstore sten.
