Frederiksborggade i København, 1878. Midt i 1800-tallet sprængte København sine gamle rammer i form af byporte og voldanlæg. Frederiksborggade blev forlænget, og stykket fra den nedrevne Nørreport til Peblingesøen blev i 1870'erne bebygget med Paris' boulevarder som forbillede.

Byerne vokser

Med jernbanen skabtes nye knudepunkter for handel og transport, og stationsbyer voksede frem. Jyderup på Sjælland, Ringe på Fyn og Vejen i Jylland er typiske eksempler på de flere hundrede mellemstore byer, som gav de gamle købstæder konkurrence.

Mange rejste fra fattigdommen på landet ind til den nærmeste by. Nogle rejste videre til en købstad eller til hovedstaden. Gennem 1800-tallet voksede den andel af danskere, som boede i byer, fra 21% til 38%. København voksede fra 120.000 indbyggere i 1840 til 358.000 i 1900, næsten en tredobling på 60 år.

Uanset om man selv rejste ud, eller man blev hjemme og oplevede det fremmede gennem nye varer, nye moder og avisernes nyheder, kom verden tættere på.

I en verden under stadig forandring kunne traditionerne ikke længere give svar på alt. Livet måtte leves i en anden, hurtigere rytme end i det gamle bondesamfund. Den moderne livsstil var så småt på vej. Det gjaldt særligt i de større byer. Her var der et myldrende liv i gader og gårde. Her var der flere muligheder for at tjene til livets ophold end på landet, flere varer i butikkerne og mange nye idéer. Men for mange var bylivet hårdt arbejde, fx som daglejer eller sypige. Prostitution kunne være den sidste udvej for at undgå den fornedrende fattighjælp.