Håndværker under enevælden

I 1700-tallet levede kun 20% af befolkningen i byerne. I København boede 10%, mens andre 10% boede i landets købstæder. Det var et statsligt krav, at al handel og håndværk med nogle få undtagelser var forbeholdt byerne. Størstedelen af bybefolkningen ernærede sig ved håndværk eller handel. For at virke i et erhverv krævedes borgerskab, som blev udstedt på byens rådhus.

De fleste byhuse var af bindingsværk i en eller to etager. Håndværkere og handlende havde som regel deres eget hus, der både tjente til erhverv og bolig. Husholdet kunne bestå af svende og lærlinge, som fik kost og logi hos mester, samt af familien selv, eventuelt slægtninge og tjenestefolk. De fleste havde dog kun få ansatte, hvis ikke man klarede det hele selv. Det var konen i huset, der stod for hushold og husholdning. I nogle tilfælde indgik hun også i erhvervet som medhjælpende hustru. Det er uden tvivl tilfældet med de helsingørske bagermestres koner, hvis navne står sammen med mandens på lavsskiltene. Blev en håndværksmesters kone enke, fik hun tilladelse til at videreføre erhvervet, indtil hun giftede sig igen, dog kun hvis hun havde en svend eller bestyrer til at stå for arbejdet.