Udfører en søgningSøg

Jørgens hjem bombet: Men resten af landet blev befriet fra Nazi-Tyskland, regnede russiske bomber ned over Bornholm

7. maj, 1945. Hele landet fejrer befrielsen fra Nazi-Tyskland. Men noget er helt galt på Bornholm. Tyskerne har ikke overgivet sig. Og da fly med røde stjerner flyver ind over byen, genkender Nexøboerne dem: Sovjetiske krigsfly. Kort efter lyder de første brag.

Bombet og besat på Bornholm
Jørgen Wichmanns hjem på Snellemark 4 i Rønne blev bombet af sovjetiske krigsfly. Jørgen står yderst til højre.

Af Jeppe Tholstrup Bach

Prolog

5. maj hylder vi årligt dem, der kæmpede for Danmarks frihed fra de tyske besættere i 1940-1945. Men befrielsesdagen vækker ikke glæde hos alle. På Bornholm var det startskuddet til voldsomme krigshandlinger, der resulterede i en sovjetisk besættelse af øen. Mens resten af Danmark fejrede friheden, faldt bomberne over Bornholm. De måtte vente næsten et år, før de blev frie som resten af landet. Det her er historien om de 11 måneder på Bornholm med bombardementer og besættelse, som stadig sidder i nogle bornholmere i dag.
Over otte korte kapitler kan du tage tilbage til Bornholm under den sovjetiske besættelse og læse, hvordan en ganske almindelig familie fik vendt tilværelsen på hovedet. Du kan se billeder fra tiden med ødelagte byer og hverdagen med sovjetiske soldater.

Prolog
Tyske soldater vandrer gennem et bombarderet Bornholm i maj 1945. Foto: Frihedsmuseet.
Kapitel 1: Befrielsen
- Det prægede selvfølgelig livet i vores familie, at tyskerne var der. De var ikke særlig velkomne, fortæller Jørgen Wichmann.

Kapitel 1: Befrielsen

Bornholm, 5. maj, 1945. Der er gået fem år, siden Nazityskland besatte Danmark. 2. Verdenskrig har trukket i langdrag, og bornholmerne længes efter frihed. I Rønne sætter 5-årige Jørgen Wichmann sig ved radioen for at høre nyt fra krigsfronten. Født i 1940 er han et barn af besættelsen. Det eneste liv, han kender, er side om side med tyskerne.

- Det prægede selvfølgelig livet i vores familie, at tyskerne var der. De var ikke særlig velkomne. Situationen var lidt anstrengt, men man vænnede sig jo til det, fortæller han i dag, 76 år senere.

Fra radioen lyder en besked, som vender rundt på det liv, Jørgen Wichmann kender til. Tyskerne har overgivet sig! Han er endnu for ung til at forstå, hvad der lige er sket. Men de følelser, som stråler fra hans forældre og to større søskende, fortæller ham, at der netop er sket noget stort. Og hvis det ikke er nok, skal han blot se ud i Rønnes gader. Indbyggerne strømmer ud og fejrer befrielsen. De danser og jubler på torvet midt i byen.

Bombet og besat på Bornholm
Dans på Store Torv i Rønne ved befrielsen 5. maj. Til højre ses en frihedskæmper med det blå armbind på venstre arm. Foto Frihedsmuseet.

Nexø, 7. maj, 1945. Dagene efter befrielsesbudskabet er præget af glæde og lettelse, men bornholmerne undrer sig også. I resten af landet har tyskerne overgivet sig, men på Bornholm har de stadig magten.
Hos familien Wichmann er der også en presset stemning. For Jørgens storebror, 19-årige Palle, har netop afsløret en hemmelighed for sin mor, Sophie Margrethe.

- 7. maj krøb min bror Palle til korset og fortalte hende, at han var frihedskæmper. Det var først på det tidspunkt, hun fik det at vide. Hun blev aldeles rasende. Det var meget sjældent, at hun blev det. Hun forlangte, at han skulle trække sig ud af det øjeblikkeligt, hvilket han selvfølgelig ikke kunne. Det var det første chok, hun fik.

Bombet og besat på Bornholm
Danske frihedskæmpere i Rønne 5. maj, dagen for befrielsen fra Nazityskland. Foto: Frihedsmuseet.

Kapitel 2: Fly i horisonten

Om morgenen den 7. maj har det tyske antiluftskyts skudt efter fly, der svævede højt over byen. Indbyggerne spekulerer på, hvornår briterne ankommer til øen og modtager tyskernes overgivelse.

Få timer senere forvandler spekulation sig til frygt, da der dukker fly op i horisonten. Nexøboerne kan skimte de røde stjerner på flyene, i det de svæver over byen. De genkender stjernen. Det er sovjetiske krigsfly, der er ankommet. Kort efter lyder de første brag.

Bomberne regner over byen. Nexøboerne flygter i beskyttelsesrum, i kældre, under borde i dagligstuerne. De kan høre glas, der splintrer, og murer, der kollapser.

Kapitel 2: Fly i horisonten
I Nexø blev 853 ejendomme beskadiget ud af de samlede 956. Foto: Frihedsmuseet
Bombet og besat på Bornholm
Bombekrater og ødelagte huse i Nexø. Foto: Frihedsmuseet

Bombernes brag ophører. Indbyggerne træder ud fra beskyttelsen og ser en by, der lige har mødt krigens grusomhed.

I Rønne er Jørgen Wichmann hjemme med sin mor og storesøster, 13-årige Elin. De ved ikke, hvad der netop er sket på den anden side af øen. For dem er krigen slut, og fredstiden er kommet. Men da de sovjetiske bombefly forlader Nexø, er de ikke færdige. De har endnu et mål: Rønne.

Befrielsen rus bliver til krigens rædsel, da flyene kaster bomber over Rønne. Jørgen Wichmann kryber i skjul med sin mor og søster, mens bomberne falder omkring dem. De klarer sig uskadte gennem det, men andre får en værre skæbne. En bombe er landet i haven hos familien Holm og har dræbt forældrene og to af deres børn på 12 og 19. I alt mister ni personer livet i Rønne.

Bombet og besat på Bornholm
Det var kun få hundrede af Rønnes 3200 ejendomme, som ikke blev beskadiget under bombardementerne. Foto: Frihedsmuseet
Bombet og besat på Bornholm
Indbyggere i Rønne leder efter ejendele i ruinerne af deres hjem. Foto Frihedsmuseet

Jørgen Wichmann var en lille knægt under bombardementet og husker derfor ikke meget. Men fortællingerne fra familie og bekendte sidder fast i hukommelsen, når han i dag husker tilbage:

Indbyggerne i Rønne og Nexø får ikke længe til at komme sig efter bombardementerne. Om aftenen den 7. maj lyder luftalarmen. Bombeflyene er tilbage. Denne gang bliver bomberne kastet mod havneområderne. En bornholmer bliver dræbt i Nexø.

Bombet og besat på Bornholm
Sænket skib i Nexø Havn.

Kapitel 3: Evakuering

Om aftenen den 7. maj kaster sovjetiske fly løbesedler over Bornholm. De opfordrer tyskerne til at overgive sig for at undgå flere unødvendige dødsfald.

Kapitel 3: Evakuering
Løbeseddel fra den russiske kommando, der opfordrer tyskerne til at overgive sig. Foto: Frihedsmuseet.

Tyskerne har på dette tidspunkt kun overgivet sig til briterne. Derfor har den tyske kommandant på Bornholm, Gerhard Von Kamptz, strenge ordrer om at forsvare øen mod alle andre militære magter. Han nægter at overgive Bornholm til Den Røde Hær.

Samme aften bliver Jørgen Wichmann og familien evakueret til Nyker Skole, der ligger godt syv kilometer fra Rønne. Morgenen efter spreder myndighederne og modstandsbevægelsen sedler, der beordrer, at alle skal forlade Rønne og Nexø. Russerne har varslet nye bombardementer.

Bombet og besat på Bornholm
Evakueringsordre uddelt i Rønne. Foto: Frihedsmuseet.
Bombet og besat på Bornholm
Kort over bombardementet af Rønne. Foto Rønne Byarkiv.

Byerne bliver rømmet, og det er kun beredskab og frihedskæmpere, som bliver tilbage. Det betyder, at Jørgens bror, Palle, og hans onkel, Tønnes, som er næstkommanderende i modstandsbevægelsen, sidder i beskyttelsesrum i Rønne, mens et nyt bombeangreb raserer byen. Jørgens mor kan fra skolen se på, mens bomberne falder over Rønne, hvor hendes søn og bror befinder sig. Det er en oplevelse, der sætter sine spor, fortæller Jørgen Wichmann:

- Det har for mor været ganske rystende, og det er noget af det, der rør mig mest i dag. Det må for en 39-årig kvinde være en forfærdelig oplevelse ganske uvarslet at opleve noget sådant, hvor hendes kære er så udsatte, uden at kunne gøre noget som helst. Det, synes jeg, er tankevækkende.

Bombet og besat på Bornholm
Statsminister Vilhelm Buhl taler ved rigsdagens genåbning 9. maj 1945. Foto: Frihedsmuseet

Samme dag, som bomberne falder over Bornholm, bliver rigsdagen (det danske parlament, red.) genåbnet. Her holder statsminister Vilhelm Buhl og kong Christian 10. taler, men ingen af dem nævner Bornholms bombardement med et ord.

I stedet bliver Danmark proklameret for atter frit, mens bornholmerne befinder sig midt i en dræbende kamp mellem Sovjetunionen og Nazityskland. Det bliver første anledning til bornholmernes følelse af svigt fra den danske regering.

Kapitel 4: En ny besættelse

Ved midnat mellem 8. og 9. maj skriver tyskerne under på den endelige kapitulation, og dermed overgiver de sig også til Sovjetunionen. Det betyder, at sovjetiske tropper 9. maj sejler fredeligt i land på Bornholm, hvor Gerhard Von Kamptz og de tyske tropper overgiver sig. Den tyske besættelse er slut. Nu begynder den sovjetiske besættelse.

Tilbage på skolen i Nyker sidder Jørgen og familien, men der mangler et medlem. Palle havde været i Rønne under bombardementerne, og familien ved ikke, om han er kommet levende gennem det. Da Jørgens far tager ind til Rønne, ser han deres hjem ligge i ruiner. I Nyker venter de på at finde ud af, hvad der er sket med Palle. Jørgen Wichman fortæller:

- De var meget usikre på, hvad der var sket med Palle. Da far kom hjem, så var det første spørgsmål, der blev stillet: ”Hvad med Palle?”. Han kunne berolige mor og sige, at han havde mødt Palle inde i byen. Det var det første, hun tænkte på. Alt det med huset interesserede hende ikke. Det, der interesserede hende, var, hvad der var sket med Palle og min onkel, Tønnes.

Kapitel 4: En ny besættelse
I midten af billedet ses Jørgens far, Karl H. Olsen, foran sit udbombede hus. Drengen til højre er Jørgen Wichmann. Foto: Jørgen Wichmann.

Jørgens far var også taget til sin jernbanekiosk tæt ved havnen for at se til skaderne. Her blev han mødt med et overraskende syn - hør fortællingen her:

Bornholmerne er glade for, at tyskerne forsvinder fra øen, men der ligger også en bekymring over øen. De sovjetiske soldater har oplevet voldsomme ting under krigen. Det er nogle barske mennesker, som er ankommet til øen.

- De var rædselsslagne for, hvem der så kom. Det, der kom, var stødtropper fra Østfronten, og det var nogle primitive soldater, som tog for sig af retterne. Det var ikke særlig betryggende, siger Jørgen Wichmann.

Kapitel 5: Russerne kommer
Russiske soldater på Bornholm. Foto: Frihedsmuseet.

Kapitel 5: Russerne kommer

Russerne transporterer tyskerne væk fra øen i et rasende tempo. Mellem 16.000 - 20.000 tyske soldater og civile bliver fjernet fra øen på 10-15 dage. Fra tyske gloser skal bornholmerne nu vænne sig til russisk.

Mødet med de fremmede soldater er barske for nogle. I løbet af besættelsen bliver der anmeldt 20 voldtægter og en række overgreb og røverier. Alkohol bliver et stort problem blandt soldaterne, hvor flere af dem dør af alkoholforgiftning. Soldaterne bliver som udgangspunkt holdt på afstand af bornholmerne: De bor i lejre uden for byerne.

Bombet og besat på Bornholm
.Russiske soldater i militærlejr ved Hasle på Bornholm d. 16. maj 1945. Foto: Frihedsmuseet.

Med tiden bløder forholdet mellem bornholmerne og russerne op. Der bliver arrangeret skakturneringer og dans på torvet. I Rønne spiller de lokale fodboldkamp mod den røde hær, hvor Rønne sejrer med 2-0:

Kapitel 6: Genopbygning
Indsamling til bornholmere, der havde lidt skade under bombardementerne. Foto: Frihedsmuseet.

Kapitel 6: Genopbygning

Jørgen Wichmann står med mange tusinde andre tilbage uden hjem efter bombardementerne. Familien overnatter hos bekendte, mens de rydder op i ruinerne af deres tidligere hjem. Herefter flytter de ind i kælderen af en villa uden for Rønne, mens de leder efter et fast hjem.

En støtteindsamling for bomberamte bornholmere samler over sommeren mere end syv millioner kroner ind, hvor der også er bidrag fra Grønland, Færøerne og Sverige. Den danske regering giver et stort millionbeløb til genopbygningen af byerne. Hertil donerer den svenske stat 300 moderne træhuse – 75 til Nexø og 225 til Rønne, som stadig står der i dag. Det er et af de træhuse, som Jørgen og familien efter nogle måneder flytter ind i.

- Rønne havde ikke set ud i dag, som det gør, uden det her var sket. For kynikeren er det således, at en krig altid medfører noget udvikling, og det var også det, der skete her, at man udnyttede lejligheden til at lave noget byfornyelse. Men i situationen er det selvfølgelig rystende at opleve det her. Man får fuldstændig vendt sin tilværelse på hovedet.

Kapitel 7: Noten til Moskva

Briterne presser regeringen til at handle over for den sovjetiske besættelse. De ser et problem i, at Sovjetunionen har kontrol over øen midt i Østersøen. Bag lukkede døre har regeringen arbejdet på en note, der meget ydmygt skal spørge Sovjetunionen, om danske soldater kan overtage administrationen af Bornholm.

Den 4. marts 1946 bliver noten efter flere måneders redigering afleveret til den sovjetiske udenrigskommissær Molotov. I noten bliver det understreget, at de sidste britiske soldater snart vil forlade Danmark. Og her følger sætningerne:

”Ligeledes vil den danske forsvarsmagt nu være i stand til at løse de militære opgaver, som måtte melde sig på Bornholm. Den danske regering ville derfor meget påskønne, om også den sovjetrussiske regering måtte være enig i, at disse opgavers varetagelse overgår til den danske forsvarsmagt.”

Herfra går det stærkt. Dagen efter bliver den danske repræsentant i Moskva indkaldt til samtale med Molotov. Han fortæller, at Sovjetunionen er villig til at trække sine styrker hjem fra Bornholm. Men betingelsen er, at det sker uden hjælp fra en fremmed magt. 12 dage senere begynder russerne at rejse fra Bornholm. 5. april bliver dagen, hvor bornholmerne kan vinke endeligt farvel til russerne.

Kapitel 7: Noten til Moskva
700 danske soldater fra 15. Bataljon ankommer til Rønne 24. marts 1946. Foto: Frihedsmuseet.

Kapitel 8: Den endelige befrielse

Flere tusinde bornholmere står på havnen i Rønne. De sidste russiske tropper stiger ombord på skibet. Den russiske generalmajor holder afskedstale og takker bornholmerne for gæstfriheden, mens Amtmand Von Stemann diplomatisk roser soldaternes disciplin på øen.

Kapitel 8: Den endelige befrielse
Amtmand von Stemann taler ved russernes afrejse fra Bornholm 5. april 1946. Med blomster ses den russiske øverstkommanderende generalmajor Jakushef. Foto Frihedsmuseet

Skibet stævner ud, og de russiske besættere bliver sendt afsted. Men kort efter lyder der brag fra skibet, som får ruderne i Rønne til at ryste. Et chok griber bornholmerne. Er besættelsen ikke slut?

Chokket er kortvarigt, da det går op for dem, at russerne giver et respektfuldt farvel med 21 skud fra skibet. Bornholmerne blev for 11 måneder siden mødt af russerne med brag fra krigsmaskinerne, og nu siger de farvel i samme facon.

Bombet og besat på Bornholm
Bornholms kommandant hilser på det danske æreskompagni ved russernes afrejse fra Rønne. Foto: Frihedsmuseet.

Den sovjetiske besættelse af Bornholm varede 11 måneder. Det var en tid, som satte spor hos mange bornholmere. Mens resten af Danmark fejrede befrielsen, faldt bomberne omkring dem. De følte sig svigtet af den danske regering, som de mente var ligeglade med besættelsen af Bornholm. Den følelse af svigt er gået i arv til mange nulevende bornholmere. Men følelsen svinder ud fra generation til generation. En af dem, der lever uden følelsen af svigt, er Jørgen Wichmann.

- Livet er jo en række tilfældigheder, og det var det der skete, der hvor jeg voksede op, og mine forældre var fornuftige nok til at angribe det her på en god og jordnær måde. Det var selvfølgelig rystende. Jeg har frygtelig ondt af min mor og det, hun skulle igennem, forsigtig som hun altid har været. Når det er sagt, fik de bygget en tilværelse op igen, uden at det påvirkede deres børn i negativ retning. Jeg er i hvert fald ikke påvirket af det på anden måde, end at jeg har oplevet en tid, som de færreste har oplevet, og det tænker jeg ikke tilbage på med bitterhed.

Vil du høre mere om Bornholms besættelse, har Vores Tid produceret podcastserien Besat På Bornholm. I tre episoder dykker vi ned i de 11 måneder med sovjetisk besættelse. Du hører fra bornholmere, som oplevede bombardementerne og besættelsen med egne øjne. Lyt til i din podcastapp, her hos Vores Tid eller hos Loud.

Kilder:
Jakob Seerup, museumsinspektør på Bornholms Museum
Bent Jensen, historiker
'Den lange befrielse: Bornholm besat og befriet 1945-1946' af Bent Jensen
'Bornholm Besat – Det glemte hjørne af Danmark under Anden Verdenskrig' af Jesper Gaarskjær.