Guldringe fra Skælskør udstilles på Nationalmuseet
1. juli 2013
Vejen fra muld til montre er nogle gange meget kort. I sidste uge fandt fritidsarkæologerne Hans Henrik Hansen og Christian Albertsen fire edsringe af guld på en mark nær Skælskør. De fire tunge guldringe på til sammen 700 gram bliver nu udstillet i Nationalmuseets danefæudstilling.
- Ringene er af guld og kræver ingen umiddelbar konservering, så vi kunne med det samme lægge dem på plads i montren, da de kom til Nationalmuseet i fredags, siger Nationalmuseets danefæekspert Peter Vang Petersen.
I montren får de fire edsringe plads ved siden af en femte edsring fra samme område, som Nationalmuseet fik ind for godt et år siden.
- Vi syntes, det var synd, at den skulle ligge der alene, så nu har den fået selskab af de fire nye guldringe, siger Peter Vang Petersen, som understreger, at der stadig er plads i montren, hvis flere ringe dukker op.
De fem guldringe er udstillet frem til efterårsferien i danefæudstillingen, som findes Nationalmuseets forhal.
For yderligere oplysninger kontakt
Peter Vang Petersen, museumsinspektør på Nationalmuseet. Tlf.: 41 20 61 57.
Henrik Schilling, presseansvarlig på Nationalmuseet. Tlf.: 41 20 60 16