En ny bog om kong Frederik 2. Danmarks renæssancekonge
3. juni 2013
Christian 4. er nok den eneste danske konge, som alle danskere synes, at de kender. Blot vi hører navnet, kan vi se ham for os som en slags ikon: med hårpisk, klap for øjet, stor mave og kravestøvler. Når man har sat sig for at skrive en bog om Frederik 2., kunne man føle sig presset til at lade den bære undertitlen ”Christian 4.s far”, bare for at folk skulle blive klar over, hvem den i brede kredse ret ukendte konge egentlig var.
Frederik 2. har aldrig opnået samme plads i den offentlige bevidsthed som sin søn. Hvis han endelig huskes for noget, er det ofte for nogle ord, som historikeren Anders Sørensen Vedel kom med i sin ligprædiken over kongen 1588. ”Hvis kongen havde holdt sig fra al den skadelige druk, havde han kunnet holde mangen god dag endnu” – sådan noget i den stil sammenfattes Vedels ord ofte. Ikke mindst på baggrund af Vedels ord er Frederik alt for tit blevet affejet som en velmenende, jagtglad drukkenbolt. Kongen fortjener bedre end det.
I de seneste årtier har ny forskning revideret billedet, men det nye syn på Frederik er ikke rigtig slået igennem uden for fagfolkenes kreds. Derfor har jeg som et fritidsprojekt skrevet denne bog, den første egentlige biografi om Frederik 2. siden 1680! Frederik var en dygtig fyrste, der forstod værdien af netværk og personlige bånd. Han manøvrerede smidigt i det nødvendige samarbejde med den danske adel, og han blev en indflydelsesrig medspiller i europæisk storpolitik, hvor han fremstod som den førende lutheranske fyrste.
Hans næsten 30 år ved magten, 1559-1588, viste sig trods krige og kriser undervejs at blive en af Danmarkshistoriens store og farverige perioder. I bogen søger jeg at tegne et portræt af mennesket og kongen, der blev mødt med skepsis, men mod forventning kastede glans over sit hof og sit rige: en from kristen i det turbulente reformationsårhundrede, en hengiven elsker og ægtemand og en sand livsnyder, en konge, der byggede stort og støttede kunst og videnskab – kort sagt en konge i sin egen ret og en sand renæssancefyrste – som det har været en fornøjelse at skrive om og undervejs lære stadig bedre at kende.