Udfører en søgningSøg

Nationalmuseet forlænger succes-udstilling

22.maj 2012

Nationalmuseets særudstilling ”Europa Møder Verden” bliver forlænget med to måneder til den 5. august, så også sommerens mange turister får chancen for at opleve Nationalmuseets stemningsfulde udstilling, der skildrer mødet mellem Europa og den omgivende verden – på godt og ondt.

Billede fra Nationalmuseets særudstilling "Europa Møder Verden".
Billede fra Nationalmuseets særudstilling "Europa Møder Verden". Foto: Nationalmuseet.

Interessen for Nationalmuseets nuværende særudstilling ”Europa Møder Verden” har været overvældende i både ind og udland, og derfor har museet valgt at forlænge udstillingen til den 5. august. Udstillingen er allerede blevet set af over 30.000 besøgende, men Nationalmuseet ønsker også at give sommerens mange turister en chance for at opleve den smukt iscenesatte udstilling, hvor lyd, lys og billedprojektioner skaber en helt særlig ramme om udstillingen.  

”Det er tydeligt, at udstillingens tema har vakt folks interesse, og det er da også et på alle måder aktuelt emne. Men med Europa-udstillingen har vi samtidig bevæget os væk fra den klassiske udstilling og i stedet skabt et stemningsfuldt oplevelsesrum, hvor vi også inviterer publikum til at deltage i udstillingen”, siger museumschef Lene Floris

Udstillingen viser gennem ni forskellige nedslag i historien, hvordan Europa har interageret med den omgivende verden i 2500 år fra Oldtidens Grækenland til nutiden, hvor globaliseringen skaber nye udfordringer for kontinentet.

Som noget nyt kan besøgende selv deltage i udstillingen. Via en række QR-koder, som man kan scanne med sin smartphone, kan de deltage i en afstemning, hvor de skal tage stilling til principielle spørgsmål om bl.a. menneskerettigheder, stemmeret samt deres egne fordomme om vores europæiske broderfolk.

Tid og sted:

  • Egmonthallen, Prinsens Palæ, Ny Vestergade 10, 1220 København K
  • Åbent tirsdag til søndag 10-17
  • Gratis adgang 

Læs mere om Europa Møder Verden her

For yderligere oplysninger kontakt:
Marianne Blank marianne.blank@natmus.dk tlf. 33 47 38 13
Marlene Ahrens marlene.ahrens@natmus.dk tlf. 50760014