Udfører en søgningSøg

Jelling Kirke rummer Danmarks ældste murværk

                                                                                                                                                21. juni 2012

En tegning af den ældste kirke i Jelling.
En tegning af den ældste kirke i Jelling.
En tegning af den ældste kirke i Jelling - skala 1:100.
En tegning af den ældste kirke i Jelling - skala 1:100. Tegning: Thomas Bertelsen.

Nationalmuseet undersøger Danmarks måske ældste murværk, der stammer fra 1000-tallet og føjer nye vigtige brikker til Jellings historie.

Nationalmuseet omskriver i disse dage Danmarkshistorien. Det sker med undersøgelserne af Danmarks måske ældste murværk, som er dukket op i Jelling Kirke.

Dermed rokker kirkearkæologerne ved tidligere historiske sandheder, og historien må givetvis skrives om. Stenkirken viser nemlig, at Jelling alligevel ikke mistede sin betydning med Harald Blåtands død omkring 985 e.Kr., men forblev i magthavernes blik langt ind i 1000-tallet. 

Kirke i frådsten

Danmarks måske ældste murværk er blotlagt i Jelling Kirke.
Danmarks måske ældste murværk er blotlagt i Jelling Kirke. Foto: Nationalmuseet.

Sidste år i maj undersøgte Nationalmuseet Jelling Kirkes korgavl for at se, om kirkens meget store kor eventuelt kunne stamme fra en mindre og ældre kirke.

Med al tydelighed slog undersøgelsen fast, at noget murværk i den nuværende kirke stammer fra en ukendt stenkirke fra 1000-tallet, hvoraf dele stadig er bevaret i Jelling kirkes mure.

Derfor er arkæologerne og konservatorerne vendt tilbage til Jelling Kirke for at få et mere detaljeret indtryk af denne første stenkirke på stedet.

I de sidste uger har arkæologerne og konservatorerne således renset korgavlen for kalk, og i det blottede frådstensmurværk træder nu et meget tydeligt omrids af den ældre kirke frem.

- Vi har frilagt muren og kan nu sige noget om kirkens størrelse, og vi har afsløret bevarede rester af de træstilladser, som murerne brugte, da de byggede kirken, siger arkæolog Thomas Bertelsen, der er projektansvarlig for undersøgelserne i Jelling Kirke, som er en del af nationalmuseets store Jellingprojekt finansieret af Bikubenfonden.

Som en bonus viser det sig, at mørtelen indeholder trækul, som kan artsbestemmes. Det kan fortælle noget om landskabet i Jelling for snart 1000 år siden.

Er det kongens kirke?

Den nyopdagede stenkirke er med stor sandsynlighed bygget i 1000-tallet, hvor langt de fleste kirker i Danmark var af træ, og stenkirker var store sjældenheder.

Således er kirken et godt bud på den ældst stående stenbygning i Jylland, og den må desuden betragtes som en af de første stenbygninger i Danmark overhovedet.

At en af Danmarks ældste stenbygninger dukker op netop i Jelling er næppe en tilfældighed, og kirken indgår som noget helt særligt i Jellingkompleksets arkitektur.

I 1000-tallet fandtes stenkirker kun, hvor magten var koncentreret, og forestillingen om, at Jelling mistede sin betydning umiddelbart efter Harald Blåtands død omkring 985 e.Kr., må således revideres.

 - Den tidlige stenkirke fortæller med al tydelighed, at Jelling også i det følgende århundrede havde central politisk betydning, og muligvis er den lille kirke opført som en gårdkirke af en stormand i Jelling, som i dette tilfælde er den største stormand af dem alle, selveste kongen, siger Thomas Bertelsen.

Jellingprojektet fortsætter undersøgelserne til august, hvor arkæologerne vil udgrave et område for kirkens østlige gavl.

Læs om Jellingprojektet

For yderligere oplysninger kontakt:
Henrik Schilling, presseansvarlig Nationalmuseet. Tlf.: 41 20 60 16