Udfører en søgningSøg

Den historiske skonnert Bonavista søsættes i Marstal

23. maj 2012

Den restaurerede skonnert Bonavista er nu klar til søsætning.
Den restaurerede skonnert Bonavista er nu klar til søsætning. Skibet blev bygget i Marstal i 1914 og sejlede blandt andet på New Foundlands-farten og Østersøen. Senere fungerede Bonavista som lystfiskerfartøj. Foto: Marstal Søfartsmuseum.

Efter fire år på værft søsættes den historiske skonnert Bonavista. Det sker i Marstal lørdag 26. maj kl. 11.

Når skonnerten Bonavista på lørdag søsættes i Marstal, er det et stykke sejlende dansk kulturarv, som igen får vand under kølen. Nationalmuseet har i samarbejde med Marstal Søfartsmuseum og Ebbes Bådebyggeri i Marstal gennemrestaureret den næsten 100 år gamle tomastede skonnert, som oprindelig blev bygget i Marstal. Arbejdet er gennemført med støtte fra Kulturministeriet. 

- Jeg vil meget gerne takke Ebbes Bådebyggeri og Marstal Søfartsmuseum for det gode samarbejde, vi har haft, siger Nationalmuseets direktør Per Kristian Madsen, som på lørdag deltager i stabelafløbningen.
Søsætningen markerer samtidig, at et stykke maritimt Danmarkshistorie, som nær var gået tabt, alligevel blev reddet og bevaret for eftertiden.

Tilbage i år 2000 var Bonavista på nippet til at blive solgt til USA, men Kulturværdiudvalget greb ind og forhindrede salget. Udvalget erhvervede skonnerten, som derefter overgik til Nationalmuseet, som kunne konstatere, at skibet trængte til en gennemgribende restaurering.

Restaureringen begyndte i 2008 på Ebbes Bådebyggeri i Marstal, hvor skibsbyggerne har udskiftet stort set samtlige planker og spanter i det gamle skib. Samtidig har museumsfolkene fra Marstal Søfartsmuseum formidlet restaureringsarbejdet til 60.000 ø-gæster, som årligt har besøgt Bonavista, i den tid restaureringen stod på.

- Jeg er imponeret over skibsbyggernes og museumsfolkenes store indsats med at formidle Bonavista til så mange mennesker, og det viser, at den maritime historie lever i bedste velgående i danskernes bevidsthed, siger Per Kristian Madsen.
Inden Bonavista er helt sejlklar igen, skal skonnerten apteres, rigges til, og der skal ilægges maskine. Til alt held står skonnertens oprindelige kabys på Marstal Søfartsmuseum, således at en nøjagtig kopi kan monteres på skibet.

Marstal Søfartsmuseum arbejder nu på at sikre den endelige færdiggørelse af skibet samt sikre den fremtidige drift af Bonavista i Marstal.  En bevilling fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal har allerede gjort det muligt at istandsætte en del af havnen i Marstal, hvor Bonavista skal ligge.

Tid og sted: Stabelafløbningen finder sted 26. maj kl. 11 i Marstal Havn under Træskibssammenslutningens Pinsestævne i Marstal. Pressen er velkommen.

For yderligere oplysninger kontakt:
Per Kristian Madsen, direktør Nationalmuseet. Tlf.: 33 47 30 00
Jes Gjørup, administrationschef Nationalmuseet. Tlf.: 33 47 36 00
Erik Kromann, Museumsleder Marstal Søfartsmuseum. Tlf.:  62 53 23 31/51 23 02 98
Henrik Schilling, presseansvarlig Nationalmuseet. Tlf.: 33 47 30 07 / 24 67 67 82