Danmarks Mr. Danefæ fylder 60
4. juni 2012
Når arkæolog og museumsinspektør på Nationalmuseet Peter Vang Petersen fylder 60 år den 11. juni, kan han se tilbage på en lang karriere fuld af guld og sølv fra Danmarks oldtid.
Som museets Danefæinspektør har Peter Vang Petersen haft flere tusinde stykker Danefæ i hånden, siden han som nyuddannet magister blev ansat som inspektør på Nationalmuseet i 1983 med ansvar for Danefæ og ældre stenalder.
At det er blevet til så mange stykker Danefæ skyldes den popularitet, som metaldetektorerne har vundet blandt danske amatørarkæologer i de sidste 30 år. Den popularitet har Peter Vang Petersen selv arbejdet aktivt for at fremme, og de danske museers meget liberale indstilling til amatørarkæologers brug af metaldetektorer skyldes langt hen ad vejen Peter Vang Petersens virke som foregangsmand.
Blandt de Danefæ, som Peter Vang Petersen har haft med at gøre, fascineres han især af dyreformede ravsmykker fra stenalderen og metalsmykker fra yngre jernalder med billeder af bersærker, valkyrier og Odins ravne. De fortæller nemlig meget om datidens religion og billedmagi. I det hele taget har Peter Vang Petersen altid haft et godt øje til de lidt skæve aspekter af arkæologien, og for tiden forsker han både i tamhundens historie samt forhistoriske musikinstrumenter.
Peter Vang Petersen har ledet flere af Nationalmuseets store forskningsudgravninger. Sidst i 1980-erne stod han for de banebrydende udgravninger i Gudme på Fyn, som kunne slå fast, at Sydøstfyn var et rigt og magtfuldt politisk kraftcenter i jernalderen. Senere ledede Peter Vang Petersen udgravninger af det store våbenofferfund fra 5. århundrede e.Kr. i Nydam i Sønderjylland, hvor han påviste, at Nordens barbarer malede deres skjolde i skrappe farver efter romerske forbilleder.
Han har på Lolland udgravet de ældste spor af mennesker i Østdanmark på den 12.000 år gamle rensdyrjægerboplads Sølbjerg. Her påviste han, hvordan rensdyrjægere i senistiden fulgte efter store rensdyrflokke, når dyrene trak fra Nordtyskland hen over Lolland og Sydsjælland til Skåne, som dengang var et stort sammenhængende landområde. Mange af udgravningerne har Peter Vang Petersen fremlagt i en lang række foredrag, videnskabelige artikler og populærvidenskabelige bøger.