Udfører en søgningSøg

Musikhistorisk Museum bliver en del af Nationalmuseet

18. januar 2006

Folketingets Finansudvalg har d.d. tilsluttet sig, at Musikhistorisk Museum og Carl Claudius´ samling fra d. 1. januar 2006 er en del af Nationalmuseet. 

Musikhistorisk Museum, beliggende centralt i gaden Åbenrå i det indre af København, rummer en omfattende samling af omkring 3.800 musikinstrumenter fra hele verden fra perioden ca. 1500 til i dag. Dertil kommer en række traditionelle europæiske folkemusikinstrumenter fra 1900-tallet, nodemanuskripter fra år 1000 og frem til i dag samt en fin samling af musikikonografi. Herudover består museet af et omfattende bibliotek samt et arkiv med materiale om især instrumenter og dansk musikliv.

Det er en meget betydningsfuld og internationalt berømmet samling, der nu bliver en del af Nationalmuseet. Den UNESCO baserede organisation CIMCIM (Committee of Musical Instrument Museums and Collections) anser således samlingen for “…one of the oldest and finest, is world renown and of national importance. Its position as a research and documentation centre, and educational resource, and as an interpreter of world music cultures makes it an international treasure”

Denne musikhistoriske perle, grundlagt i 1898, vil med sammenlægningen blive en integreret del af Nationalmuseets virksomhed i lighed med f.eks. Frilandsmuseet i Lyngby og Frihedsmuseet ved Esplanaden. Det medfører muligheden for at udnytte de stordriftsfordele, der er ved at være del af et større musealt fællesskab med nærhed til støttefaciliteter administrativt og fagligt inden for f.eks. konservering, udstillingsopbygning, skoletjeneste og meget andet. Kort sagt åbner der sig med fusionen en lang række nye og spændende muligheder for tværgående samarbejde.

Museets nuværende leder, museumsdirektør dr.phil. Lisbet Torp, der fortsætter som leder af Musikhistorisk Museum, nu med titel af overinspektør på Nationalmuseet, udtaler: ”Musikhistorisk Museum glæder sig til at indgå i et dynamisk samarbejde i de forskellige faglige fora, som kendetegner Nationalmuseet. Vi forventer, at sammenlægningen vil medføre øget synlighed samt flere aktiviteter for børn og unge, og glæder os over, at besøgende fra 1. januar 2006 har fået gratis adgang til museets enestående samlinger.”

Nationalmuseets direktør Carsten U. Larsen udtaler i anledning af sammenlægningen: ”Det bliver spændende at få nye kolleger med faglige specialer på højt niveau som supplement til Nationalmuseets øvrige, meget brede ekspertise. Jeg glæder mig over, at Nationalmuseet af Kulturministeriet er blevet betroet den opgave at tage vare på endnu en spændende faglig facet. Vi ser alle frem til samarbejdet med Musikhistorisk Museum.”

Læs mere om Musikhistorisk Museum og Carl Claudius’ Samling

Yderligere oplysninger: 

  • Overinspektør Lisbet Torp tlf. 3311 2726
  • Museumsdirektør Carsten U. Larsen tlf. 3347 3000
  • Museumschef Per Kristian Madsen tlf. 3347 3900