Arkæobotanik
Ved makrofossilanalyse artsbestemmer man planterester som korn, frø, blade og kviste. Analyserne laves oftest på jordprøver udtaget i forbindelse med arkæologiske udgravninger, men prøverne kan også stamme fra naturligt dannede lag fra f.eks. søer og moser.
Formålet med at bestemme planterester fra arkæologiske udgravninger er ofte at finde ud af hvilke planter man dyrkede i fortiden, hvordan man dyrkede dem, og hvad de blev brugt til. Dyrkningsmetoderne afspejles ofte i de ukrudtsarter, der findes sammen med afgrøderne, idet forskellige dyrkningsmetoder fremmer forskellige ukrudtsarter.
Planterester fundet i forskellige anlægstyper kan også fortælle om funktionen af anlæggene, dette kan for eksempel være funktionsbestemmelse af de forskellige dele i fortidens huse eller bestemmelsen af funktionen af nedgravninger som brønde og gruber, der f.eks. kan have været anvendt ved hørproduktion.
Endeligt kan bestemmelse af plantemateriale fra fortiden fortælle om hvordan naturen så ud dengang. Makrofossilanalyser af prøver fra søer og moser har f.eks. givet et detaljeret billede af plantearternes indvandring efter istiden og analyser af bundlagene i brønde har vist, hvilke planter der voksede omkring oldtidens bebyggelser.
Makrofossilanalysen kan i nogle tilfælde også inkludere artsbestemmelse af f.eks. muslingeskaller og sneglehuse.
Mere om makrofossilanalyse og prøveudtagning kan læses på Natarks hjemmeside: